Danmark ligner Østrig

Flygtninge og indvandrere skal have boet mange år i Østrig for at være berettiget til fuldt økonomisk underhold, mener forbundskansler Sebastian Kurz (tv.) fra det konservative folkeparti ÖVP og vicekansler Heinz-Christian Strache fra frihedspartiet FPÖ. Foto: AP
Flygtninge og indvandrere skal have boet mange år i Østrig for at være berettiget til fuldt økonomisk underhold, mener forbundskansler Sebastian Kurz (tv.) fra det konservative folkeparti ÖVP og vicekansler Heinz-Christian Strache fra frihedspartiet FPÖ. Foto: AP

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

DEN ØSTRIGSKE regering, der blev dannet i december 2017, har nylig udtænkt en række begrænsninger, som slående ligner de tre store danske partiers tankegang, hvad angår flygtninge og indvandrere:

Ganske muntert, når jeg tænker på, hvor mange fordømmelser danske politikere gennem årene har hejlet (ikke heilet!) ned over dette land.

Man skal ifølge forslaget have boet mange år i Østrig for at være berettiget til fuldt økonomisk underhold, og kontanthjælpen til familier med mange børn nedtrappes anseligt.

FORSLAGENE BÆRES FREM af den 31-årige forbundskansler Sebastian Kurz fra det konservative folkeparti ÖVP og vicekansler Heinz-Christian Strache fra frihedspartiet FPÖ, som kan ligne Dansk Folkeparti.

De to herrer, der fører sig frem som rockstjerner, scorede henholdsvis 31,6 og 26 pct. af stemmerne, hvilket altså giver dem absolut parlamentarisk flertal.

LISELOTTE PLESNER (Danmarks kønneste og absolut ikke dummeste ambassadør, p.t. i Wien) tilskriver succesen, at de to partichefer i valgkampen nok lovede at stramme udlændingelove betragteligt – men de holder altid en pæn tone i debatten om de fremmede.

Af medierne fremgår, at de 8,7 millioner overvejende bedsteborgerlige østrigere ganske vist frygter at blive oversvømmet af folkevandringen fra Afrika – men nødig vil sammenlignes med sprogbrugen i deres bedste– og oldeforældres brune historie.

DEN ØSTRIGSKE SUCCES for de borgerlige falder sammen med, at Europas socialdemokratier bløder. I Tyskland er de to store borgerlige partier netop vaklet ind i en aftale, der ligner vores: Nemlig at sende fremmede ved grænserne retur hurtigst muligt til det første sikre land, de har været gennem.

ANDRE EUROPÆISKE socialdemokratier er på vej til at behandle migranter på samme håndfaste måde. Det gælder f.eks. Italien, Belgien og Holland, hvor sosserne ikke er i regering og taber stemmer på uklare meninger om fremmedpolitikken.

Man kan sammenligne en række vesteuropæiske socialdemokratier med partifællerne på Christiansborg. Københavns vestegns S-borgmestre råbte højt op om fremmedproblemer, men var 30 år om at vække deres søvnige partispidser.

I DAG ER PARTIFORMAND Mette Frederiksen lysende klar over, at skal hun hente tabte stemmer hjem fra Dansk Folkeparti, er hun pisket til at tegne en lige så hård linje. Det gælder, uanset om hun faktisk mener, hvad hun siger – eller om hun blot anlægger strammer-synspunkter af vælgerstrategiske grunde. Jeg hælder mod at tro det sidste, for jeg synes, hendes blik flakker, når hun leverer skrappe meldinger om fremmedlove.

Foreløbig har hun smidt de fromme radikale ud på forhånd som tænkelig regeringspartner – med henvisning til deres vattede fremmedholdning.

NU SKAL FREDERIKSEN lige vinde valget, inden hun for alvor kan sortere regeringspartnere, og modsat mine ærede kolleger i Kommentariatet tror jeg ikke, det let lader sig gøre. Hendes hold er svagt.

POLITISK ORDFØRER Nicolai Wammen på 47 taler som en 77-årig, men uden denne alders troværdighed. Gruppeformand Henrik Sass Larsen, 52, er en løs kanon på dækket. Hans seneste brag var at foreslå Israel optaget i NATO. Det lyder som en 22-årigs tankespind. S-gruppens to ledere er altså ikke alderssvarende.

Jeg vil nødig tro det, men Sass hævder, Mette Frederiksen har godkendt den bog, der rummer hans forslag. I så fald læser hun meget sjusket.

PÅ PARTIETS KORTE TALENTLISTE finder man en Mattias Tesfaye og nogle af overløberne fra Enhedslisten og SF, men de er for grønne eller for lidt aflusede til at kunne styre partiet de første mange år. Som politiske ledere er resten af gruppen stort set dødt kød, som Mette ikke kan sende i felten med udsigt til succes.

Så den foreløbige dansk-østrigske lære er: Jo voldsommere indgreb, du vil lave, jo pænere skal du tale.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
44 kommentarer
Vis kommentarer