Danmarks heldigste pamper

Daværende direktør i By og Havn, Jens Kramer Mikkelsen, sætter et byggeri i gang i Københavns Nordhavn i 2017. Foto: Mads Claus Rasmussen
Daværende direktør i By og Havn, Jens Kramer Mikkelsen, sætter et byggeri i gang i Københavns Nordhavn i 2017. Foto: Mads Claus Rasmussen

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

JENS KRAMER MIKKELSEN, der fylder 67 søndag 16. december, er en heldig mand. Hver gang han forlader en stor stilling, træffer det sig så bekvemt, at han dagen efter har kunnet tiltræde en ny stor stilling.

Ikke dårligt for en matematiklærer uden lederuddannelse. Socialdemokratiet er en glimrende karriereformidler, hvis man forstår at sno sig i rette øjeblik.

DER ER NOGET AF ADMIRALEN i operetten Pinafore over Mikkelsen. Fra 1978 tegnede han elleve år i træk på sit klatpapir i Københavns Borgerrepræsentation. Så var han i 1989 klar til at blive overborgmester.

Det førte et væld af hverv med sig i alle mulige bestyrelser for havn, kultur, trafik, pension, udvikling, afvikling, el, zoo, idræt, civilforsvar. Det blev aldrig for meget, især ikke hvis det gav ekstra penge. Kun begravelsesvæsenet trængte han aldrig ind i, men det kan komme.      

MANGE VILLE GERNE være på god fod med mægtige Mikkelsen. Således tildelte Ejendomsmæglernes Fond ham Mæglerprisen i 2001. Storsindet lovede Mikkelsen at give prisen på 50.000 kr. videre til hjemløse, som der er mange af i København.

Mikkelsen havde imidlertid planlagt en ferierejse med familien til Australien, så ved nærmere eftertanke syntes han, det var bedre at bruge pengene down under. Det kom der en del ballade ud af, men Kramer overlevede kritikken.

PRÆCIS OVERLEVELSESEVNEN er karakteristisk for en pamper. En ægte pamper kendes i øvrigt på, at han bliver vred, hvis man kalder ham pamper. For han gør jo bare sit bedste og tænker næsten ikke på de økonomiske og andre fordele, der følger med at være lidt om sig.

Da Mikkelsen trak sig som overborgmester i 2004, var han så svineheldig, at Ørestadsselskabet I/S stod og manglede en administrerende direktør, og i 2007 fik han samme titel i Udviklingsselskabet By & Havn. Siden har han været drivende i tilplastringen af samtlige byens havnekajer med tæt betonbyggeri fra nord til syd.

PARKERINGSSYSTEMET i Ørestaden udgør en særlig præstation. Ørestadens beboere skal betale over 1.000 kr. om måneden for at parkere nær deres hjem. Til sammenligning koster det 170 kroner om året at parkere i Københavns centrum, hvis man bor der. En forskelsbehandling, Mikkelsen går varmt ind for.

Nu har ørestadsfolket imidlertid fået bevilget fri proces til bekæmpelse af uretfærdigheden. Men Mikkelsen bliver næppe dømt personligt. Han er nemlig smuttet ud ad døren fra By & Havn med godt fem millioner kroner i lommen.

DAGEN EFTER kunne københavnerne se ham i aktion med kæk gul kasket som nyudnævnt byudviklingsdirektør hos ejendomsinvestoren NREP (Nordic Real Estate Partners). Mikkelsen har simpelt hen taget ansættelse hos en af sine hidtidige leverandører. Det er jo meget nemmere, når man kender folk i forvejen. Dét ved Mikkelsen fra et langt liv med gode forbindelser.

HAN VIL OGSÅ VÆRE DEN RETTE til at knytte kontakt mellem kapitalisterne i NREP og Mikkelsens socialkammeratlige venner i de almene boligselskaber SAB og FSB. Mikkelsen skal simpelt hen sørge for god stemning mellem disse partnere, som i de kommende år skal bygge 1000 boliger sammen.

Den fhv. matematiklærer er ekspert i at regne sådan noget ud. Det gælder om at sno sig, og det er just hans speciale.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
16 kommentarer
Vis kommentarer