Danmarksmester i alvorlig humor

Tegning. Allan Buch
Tegning. Allan Buch

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

DET er en udbredt misforståelse, at statens embedsmænd arbejder for at løse store problemer, så Danmark kan blive et bedre land. Altså sådan nogle krabater som klimaforandringer eller folkevandringen fra Nordafrika mod Europa.

Næ, deres job går ud på at få deres minister omtalt fordelagtigt i medierne så ofte som muligt, så den pågældende kan beholde jobbet eller helst stige i graderne – samtidig med at ministeren tænder solen over sine omgivelsers karrieremuligheder.

Vurderingen skyldes Per Helge Sørensen, som urimeligt nok er mindre kendt end mange andre standuppere, der excellerer i det rene private pjat. Det er mig en fornøjelse at kåre Per Helge som danmarksmester i alvorlig humor.

HANS SPECIALE er afslørende beskrivelse af offentlig administration. Det fortæller han skarpere og morsommere om end nogen anden i branchen. Manden er civilingeniør, og det gik allerede galt for ham, da han på Danmarks Tekniske Universitet skrev sit speciale med titlen: ’Binær indkodning af cykliske koder via isomorfi med pseudocykliske koder i dellegemer’.

På den baggrund forstår man godt, at manden, der nu er 50, var en halv snes år om at opdage, at han er morsom.

PER HELGE ER ellers hærdet gennem fire år i Forskningsministeriet, hvor han var formand

for regeringens krypteringsudvalg. Han fik yderligere indsigt i begrebet farce i offentlig administration under en ansættelse i Danmarks Radios direktionssekretariat. Det var efter dén oplevelse, han etablerede sig som selvstændig satirisk standupper.

Indimellem bevarede han sin sunde sans som jazzguitarist på Den sønderjyske Højskole og som pizzabager på Københavns Hovedbanegård, og undervejs skrev han romanerne ’Spin’ og ’Mailstorm’. Han er kort sagt en flakke – men tager hele tiden dårlige erfaringer med sig. De er altid sjovere end de gode.

DENNE KLUMME er usædvanlig som Sørensen selv, fordi den til forveksling ligner en anmeldelse af en forestilling, der først har premiere på tirsdag i Aarhus Musikhus. Men jeg roser ham med sindsro på forhånd, for jeg kender hans skarpe stil fra to foregående forestillinger med titlen ’Djøf med Løg(n)’ 1 og 2.

I de to første onemanshows udleverer han det verdensfjerne djøfiserede liv og bureaukrati, som det foregår i offentlige styrelser og kommuner. Sidste omgang i trilogien stiller skarpt på ministrene og deres hof af mere eller mindre loyale embedsmænd.

NÅR DER ENDELIG TRÆFFES beslutninger, som vedrører vælgerne, foregår det som regel i småtingsafdelingen – som nu for tiden, hvor Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti sammensværger sig om at regulere politisk, om der skal serveres svinekød i børnehaver.

Der var godt med djøf’ere i salen, da jeg så de første to forestillinger – og der blev virkelig grinet igennem under Sørensens skalpering af bureaukratiets idioti. Latter bliver aldrig bedre, end når man får folk til at more sig over sig selv.

MØDER UDEN DAGSORDEN. Verdensfjerne strategier. Hovedløse indkøb af ubrugeligt it-udstyr. Overlæssede power points. Strejkende fotokopimaskiner. Meningsløse samråd om arbejdspladsvurderinger. Ih, hvor djøf’erne kender det alt sammen fra en hverdag, hvor det må være svært at holde masken og se uskyldig ud.

Bag alt kontoriusseriet rasler hele tiden et bagtæppe med krav om yderligere ansættelser, flere djøf’ere. I egne øjne er en evigt voksende akademisk overklasse nemlig aldeles nødvendig, hvis velfærdssamfundet skal blive endnu bedre, og dét mål tør ingen undsige.

UDEN ALLE DISSE ØKONOMER og juristers hundrede tusinder af møder risikerer verden at blive alt for enkel. De andre medarbejdere i det offentlige ville ikke ane, hvad de skulle stille op, når djøf’ernes ’holistiske kompetencestridigheder og virtuelle trivselsforløb ruller ud over organisationen’.

Til trøst har Per Helge Sørensen forklaringen på elendigheden: Alle djøf’ere er rullet ind i Administrationsstyrelsen 3.0. Dén kan ingen bide skeer med.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
8 kommentarer
Vis kommentarer