Danmarksmestre i hykleri

Tegning Allan Buch
Tegning Allan Buch

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

Aldrig har et politisk parti leveret så meget hykleri i så lang tid som Enhedslisten. Det er ikke noget, jeg påstår. Det er noget, jeg kan dokumentere.

Beviserne har delvis været fremme, men kun enkeltvis. Når man lægger dem sammen, står det klart, at partiet fortjener titlen DM i hykleri.

EN HYKLER er en person, der skinhelligt udstiller sin fromhed for at gøre et godt indtryk – men som i praksis lever helt anderledes.

De røde apparatjikker i København bidrager stærkt til mesterskabet. Enhedslistens eneste og nu afgående borgmester – Morten Kabell – er et træffende eksempel.

I 2013 blev han valgt på sloganet ’Bilerne bagerst’. Det var derfor nærliggende at spørge, om han ville beholde teknik- og miljømagistratens borgmesterbil. Tjo, gerne. Som han sagde: ’Altså, vi vil jo ikke jage bilerne ud af byen.’

DA EN LANG RÆKKE partimedlemmer brokkede sig over, at han ikke levede op til valgløfterne, dukkede skvattet nakken og frasagde sig alligevel borgmesterbilen. Hvorefter borgmester Kabell gik over til at bruge forvaltningens biler – hvad forskellen så skulle være? Rent hykleri.

Hans anstrengte forhold til biler fremgår også af det kostbare parkeringsdiktatur, der med hans velsignelse er indført i Ørestaden. Her skal beboerne i nybyggerkvarteret betale knap 12.000 kroner om året for at parkere ved deres egen bopæl. Bor man derimod i Enhedslistens højborg på Nørrebro, koster det kun 700 kroner årligt.

2013 VAR ÅRET, hvor EL’s præk om at være de svages værner viste sig at være tom propaganda. Partier havde fået på hjernen, at plejehjemsbeboere skulle i bad to gange om ugen – uanset om de havde lyst. Ordfører Johanne Schmidt-Nielsen sloges blindt med daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt om de to bade.

Dumstædigheden indebar, at EL sagde nej til at sløjfe offentlige besparelser på 900 millioner kroner; nej til fem milliarder kroner til en grøn investeringsfond; nej til endnu højere fradrag for faglige kontingenter. Der gik prestige i baderiet, som blev den vigtigste sag i riget.

MORTEN KABELL har netop fået job som lobbyist i et privat firma fra 1. januar. Fra nu af bliver han betalt højt for at påvirke sine gamle kolleger i Københavns styre.

Han tager imidlertid sit eftervederlag som borgmester med sig – 501.896 kroner. Dem agter han at rage til sig, selv om han på den måde får dobbelt løn i et halvt år.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, var voldsomt kritisk, da Venstres Carl Holst forlod posten som regionsformand med 1.764.893 kroner i eftervederlag, udbetalt over halvandet år. Hans folketingsvederlag skulle ganske vist modregnes, men Enhedslistens førstedame hvinede op om, hvor grådig han var. Kritikken medførte, at Holst frasagde sig halvdelen af sit eftervederlag, som han ikke havde nået at modtage.

MEN UANSET HVOR RØD Kabell er i kammen, og uanset hvor varmt han taler for økonomisk lighed – og mådehold hos højt lønnede – vil han ikke give afkald på borgmester-eftervederlaget.

Han agter dog at betale 130.000 kroner af beløbet i partiskat. Det vil betyde, at Enhedslistens partikasse beriger sig med penge, der fremkommer ved rent pamperi.

Pernille Skipper er dampet på barselsorlov og har helt mistet stemmens brug i denne sag. Hendes vikar som politisk ordfører, Nikolaj Villum, er tavs som et ufødt barn. Han frabeder sig at føre ordet i lige netop denne sag.

Villum har tilegnet sig det gamle magthavertrick med ikke at ville tage stilling til ’en konkret sag’ – selv om denne sag er partiets egen.

JAMEN, I DET MINDSTE må vel den altid kritiske og fromme Pelle Dragsted, MF, skælde ud over dette kyniske misbrug af skatteydernes penge?

Næ, nej. Han har absolut ingen kommentar, men henviser til Enhedslistens skatteordfører, Rune Lund. Denne vil imidlertid heller ikke interviewes om Kabells forestående tilegnelse af den halve million, tjent uden én eneste times socialistisk borgmesterarbejde.

Dog mener skatteordføreren, at reglerne skal laves om, så det fremover forbydes at hæve eftervederlag, hvis man straks får et andet job. Men i denne omgang synes Kabells partikammerat altså ikke, at grådigheden er utidig. Måske kan man ligefrem tale om rettidig grådighed?

ENHEDSLISTENS KØBENHAVNSKE partiforening ser heller intet galt i, at Kabell gramser den halve million til sig. Reglerne er overholdt, så hvad er problemet?

Tja, problemet er hykleriet, som fortsat ligger i, at Enhedslisten overfalder Carl Holst for at bruge reglerne til egen fordel – mens partiet stiltiende finder sig i, at dets egen afgående borgmester gør det samme.

ENHEDSLISTENS FØRSTEDAME, Pernille Skipper, leverer et andet eksempel på tommetykt hykleri. Med hjælp fra sin mor har hun beriget sig med 1.200.000 kroner via de fiduser, der knytter sig til forældrekøb.

Det begyndte med, at moderen i 2004 købte en 67 kvm stor lejlighed på Vesterbro i København til sin dengang 20-årige datter for 1.550.000 kroner. I 2013 købte Pernille lejligheden af moderen for samme pris. Pernille var så vanvittig heldig, at moderens lejlighed som den eneste i København og omegn ikke var steget med én krone i værdi på de ni år.

I februar 2016 afslørede Ekstra Bladet, at Pernille havde solgt den videre for 2.745.000 kroner. Dermed tjente den socialistiske politiker 1.200.000 arbejdsfrie kroner på bare tre år. Fortjenesten er skattefri og nu investeret i en lejlighed på Nørrebro til 3.745.000 kroner, som hun har købt sammen med sin ægtemand.

Enhedslisten har tordnet imod den virksomhedsordning, som mor og datter udnyttede. Partiet mener, den presser priserne op, blandt andet ved at fritage forældrene for ejendomsværdiskat. I stedet betaler de (formelt) skat af børnenes i reglen meget lave husleje. Partiet kalder systemet en kapitalistisk ’ulighedsmaskine’. Men maskinen er altså ikke mere frastødende, end at EL’s førstekvinde selv benytter den. 

Forgængeren som Enhedslistens galionsfigur, Johanne Schmidt-Nielsen, stræber højere, hvad angår i prisstignings-forventninger. Hun har sammen med sin kæreste købt en villa i Valby til 6.415.000 kroner og rider således med på værdistigningsbølgen i hovedstadsområdet på linje med andre småkapitalister.

I Folketinget følger flere kolleger fra andre partier spændt med i de to hykleriske socialisters fornuftige ejendomsinvesteringer.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
36 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen