De nuttede diplomater

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med en af de to pandaer, der kommer til København i april. POLFOTO
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med en af de to pandaer, der kommer til København i april. POLFOTO

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

4. APRIL LANDER to kinesiske topdiplomater i Københavns lufthavn. De bliver indkvarteret i en 1200 kvm stor nyopført bolig, som har kostet 160 mio. kr., betalt af 16 danske virksomheder. Det er 133.000 kr. pr kvm, hvilket ingen anden bolig i hovedstaden har kostet – bortset fra restaureringen af Amalienborg. Men så er kineserhytten også tegnet af selveste Bjarke Ingels.

NÅR DE TO INDVANDRERE har akklimatiseret sig, bliver de 10. april sammen med topfolk fra Kina budt velkommen af dronningen, kronprinsessen og statsministeren. Mary har lovet at være protektrice.

De to diplomater hedder Mao Sin, 113 kg, 5 år, og He Wing, 114 kg, 6 år. De er begge rundet af den kendte familie Panda og bruges af det kinesiske diktatur som hold-kæft-bolsje over for lande, der er kritiske over for Kinas drab på og fængsling af systemkritikere.

DANMARK KOMMER NU i selskab med 14 lande, som også er blevet betænkt med pandaer. Vores eksemplarer blev skænket dronning Margrethe, da hun i 2017 var i Kina og mødtes med præsident Xi Jinping.       

Ham siger man ikke nej til, hvis man vil bevare den gode samhandel med at bytte danske madvarer for alt det billige skidt, kineserne fabrikerer.

PANDAERNE SKAL iflg. gavebetingelserne leveres tilbage til Kina om 15 år. Da de i snit bliver 20 år, er de oldinge til den tid. Men hvis vi danskere i mellemtiden opfører os artigt og ukritisk over for Kina, kan der blive tale om at forlænge perioden.

Søren Espersen fra DF og Nikolaj Villumsen fra EL synes, det er pinligt for os at være i den kategori, der svanser for kineserdiktaturet.

LARS LØKKE har imidlertid travlt med at genoprette et varmt forhold til tyranniet, efter at han for nogle år siden skabte vrede i Beijing ved at modtage Dalai Lama på Marienborg og dermed signalere dansk solidaritet med det undertrykte og besatte tibetanske folk.

Løkke forholder sig yderst praktisk til sagen: ’Det vil være naivt at forestille sig, Kina bliver et andet land, fordi jeg kommer rejsende og hæver et øjenbryn’, siger han.

MEN HVAD NU, hvis kræene ikke kan lide det nye anlæg og f.eks. giver sig til at dø? Hvordan skal man håndtere sådan en katastrofe?

Som særlig service for Statsministeriet har jeg spurgt Agri Dyreforsikring, hvad en livsforsikring til hr. Xi og frk. He vil koste. Informationschef Tine Antvorskov svarer kvikt, at de kun forsikrer heste og kæledyr. Selv den største hundepolice, som koster 428 kr. om måneden og giver erstatning på op til 40.742 kr., når ikke panda-niveauet. Så staten må være selvforsikrende.

DE TO PANDAER kommer i hvert fald ikke til at dø af sult, skønt deres kost er forfærdelig ensidig. Dyrene spiser kun bambus – men gerne 25-30 kg om dagen pr. bjørn. Der er derfor oprettet en særlig bambusplantage på Falster, hvorfra der dagligt skal hentes forsyninger. Det første halve år vil to kinesiske oppassere træne danske dyrepassere i pandaernes rette pleje.

På turen fra Chenhdu over Beijing til København er pandaerne i transportkasser men overvåges af en dyrlæge og dyrepassere. SAS flyer strækningen mellem de to hovedstæder og må bede til, at turen går glat. Ellers kan det få de frygteligste følger for luftfartsselskabet.

SÅFREMT XI OG HE finder så meget behag i hinanden, at der pludselig er flere bjørne i anlægget, skal ungerne efter to år hos moderen sendes til Kina. Man kan ikke sige, kineserne rutter med dyrene.

Det er en rigtig mafia-gave, Margrethe har fået. Én af dem, man ikke kan sige nej til. Ikke uden udsigt til et helvedes bøvl.

Mens selv om vi kan ærgre os over præsident Xis smarte greb om kongeriget, har vi da lov at besøge de to mest nuttede diplomater, der indtil nu er kommet til Danmark.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
12 kommentarer
Vis kommentarer