Den forhenværende advokat

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

JEG ER IKKE FORUNDRET over, at der er indgivet konkursbegæring mod Christian Harlang, så han har mistet sin advokatbestalling. Min forbavselse skyldes alene, at han har formået at holde sit show kørende, til han nu er 65.

Ubegribeligt mange kunder er faldet for den ranglede, rødhårede sagførers overtalelsesevner. Charmerende kan man vanskeligt betegne ham. Men Hellerup-drengens overlegne bedreviden og fremstilling af sig selv som retfærdighedens ridder har på sælsom vis skaffet ham klienter – ofte med fri proces. Dermed var der ikke vrøvl med salærerne.

NÅR JEG TÆNKER PÅ, hvor mange sager han har tabt, og hvor mange pengekasser, han har gramset i, er det yderligere sært, at nogen overhovedet søgte ham.

Bortset fra diverse udsigtsløse sager imod staten var Harlangs speciale at klemme en fod i døren til diverse fonde. Det er da også en af dem, der begærer ham konkurs, nemlig Det Dansk-Franske Dampskibsselskabs Understøttelsesfond, som mener, han skylder den fem mio.kr.

DET SKAL NÆVNES, at Harlang erklærer sig ikke skyldig i samtlige anklager, ligesom han mener, at regering, advokatmyndigheder, domstole og andre magthavere har sammensværget sig mod ham. Derfor anker han alle domme og kærer alle kendelser. Herunder de flere gange 100.000 kr., som Advokatnævnet har ikendt ham i bøder.

Listen over hans kreditorer omfatter de øvrige C’ere, dvs. hans tre søskende Clemens, Christine og Christoffer, som mener, Christian har trukket tre mio. kr. ud af deres mors ejendom i Taarbæk, hvor han senest holdt kontor.

Det var noget af en deroute i forhold til de fine kontorer på Strøget i København, som han i mange år holdt gående. Han havde vanskeligt ved at holde på personale og partnere, for Chr. Harlang krævede underkastelse. Det havde han naturligt krav på som advokaten, der i alle livets forhold vidste bedst.

JEG HAR TO GANGE haft besøg på mit kontor på Ekstra Bladet af advokater, som var skiltes fra ham under dramatiske omstændigheder. Nu mente de, at tiden var inde til at afsløre et og andet. Men begge gange trak de pågældende jurister deres forklaring tilbage dagen efter – af skræk for at blive forfulgt i årevis med stævninger.

JEG BLEV FØRSTE GANG opmærksom på Harlangs grådige gemyt – gemt bag ædle kulisser – da jeg for en snes år siden fik en henvendelse om, at han var godt i gang med at tømme Enkefru Plums Støttefond. 

Den rådede over en betydelig formue, som var reserveret venstreorienterede formål, EU-kritik, udbredelse af økologi m.v.

Harlang formåede at blive den praktiske bestyrer af fondsmidlerne – og som tiden gik, blev han selv den mest begunstigede, lød tippet. Bevillinger til venstreorienterede lå det tungere med.

JEG KONTAKTEDE fondsstifterens datter, Camilla Plum Det er hende med de sorte fingre, der engang lavede sund mad i fjernsynet. Jeg fortalte hende, at fonden formentlig var ved at blive lænset af Harlang. Det bestred hun harmdirrende. Den samvittighedsfulde advokat kunne der umuligt sættes en finger på, og det kom ikke på tale at give mig indsigt i fondens papirer.

Det er vanskeligt at hjælpe folk, der frabeder sig assistance, så jeg lod i første omgang sagen falde. Men et par år senere blev den rullet op med Berlingeren som primus motor. For sent. Fonden lukkede og slukkede med gæld. Væk var alle millionerne. Der var ikke penge til en ordentlig undersøgelse af, hvis lommer de fleste millioner var trillet ned i.

JEG HAR GENEM ÅRENE dristet mig til at beskrive Christian Harlangs meritter og personlighed. Det har ikke været muligt uden en vis kritik af manden og hans metoder. Jeg er derfor blevet indklaget for Pressenævnet og stævnet ved byretten nogle gange. Harlang har tabt samtlige sager.

 Nu ser det ud til, at retfærdigheden omsider er i sigte. Det er slut med at narre godtroende mennesker. Det lykkes dog næppe for alle hans kreditorer at inddrive deres tilgodehavender. Harlang har således for længst betjent sig af hustru-finten ved at overføre parrets villa til hende samt lade sig skille.

Dermed er hans repertoire ved at være udtømt. Jeg tror, jeg sender ham en æske visitkort, hvorpå hans nye titel skal fremhæves: ’Forhenværende advokat’.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen