En Bosse tager aldrig fejl

 

Stine Bosse
Tegning: Morten Ingemann
Stine Bosse Tegning: Morten Ingemann

DET HAR ALTID moret mig at iagttage bedrevidende deltagere i den offentlige debat – når det viser sig, at de har uret, og hele deres opstyltede argumentation styrter sammen som en mør berlinmur.

Jeg oplevede et træffende eksempel i denne uge, men det gik lidt upåagtet hen, fordi regeringsomdannelsen fyldte medierne.

JEG TÆNKER PÅ ET TAL, nemlig 26.000. Så mange gange trak dansk politi på Europols forbryderregister i første kvartal 2018, som er vores første år uden for Europol. Antallet er rekord - og det er interessant i betragtning af de katastrofer, vælgerne blev stillet i udsigt op til folkeafstemningen 3. 12. 2015, hvor 53,1 pct. stemte nej til at afskaffe retsforbeholdet. Det drejer sig om vores selvbestemmelsesret mht. politi, grænser m.v.

DENGANG SAGDE den desperate konservative EU-politiker Bendt Bendtsen: ’Hvis man har sympati for de pædofile, kan jeg forstå, at man overvejer et nej.’

Mandens eneste undskyldning for denne uartighed er, at Vorherre ikke var generøs, da han udstyrede Betjentsen mentalt.

RADIO 24/SYV fejrede årsdagen for dansk udtræden af Europol ved at spørge Europabevægelsens formand, Stine Bosse, om hun fortrød sin skræmmekampagne op til afstemningen – når det nu går bedre end nogensinde for dansk politi med at søge i fortryder-databaserne?

DU FÅR ÉT GÆT, kære læser: Selvsagt fortrød Bosse intet, selv om hun f.eks. havde sagt, at hvis vi stemte nej, ville vi stå ’nøgne og uden forankringspunkt i verden’.

Rekorden på de 26.000 søgninger slog hun hen med, at ingen kunne ane, hvor mange der var foretaget, hvis vælgerne havde stemt ja til at fjerne retsforbeholdet!

BOSSE ERKENDER NEMLIG aldrig fejltagelser, uanset hvor forkerte hendes forudsigelser er. Så taler hun hellere om noget andet. F.eks. sagde hun i radioen: ’Det er vigtigere, at danskerne ser fremad’.

Hun vred sig slemt men nægter deltagelse i nogen skræmmekampagne. Selvfølgelig. I øvrigt mener hun fortsat, at danskerne stemte forkert.

IFØLGE STINE BOSSE var det umuligt at vide, om Danmark kunne få en særaftale. Det er ellers svært at begribe, hvorfor andre europæiske lande skulle frabede sig dansk politis hjælp til efterforskning. Det kræver et hoved som Bosses.

kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen