Facebook-uhyret

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

NÅR DANMARKS statsminister vil meddele undersåtterne noget væsentligt, bliver det skrevet på Facebook. Værs’god - sådan er dét! Modsigelse har ingen interesse. Énvejskommunikation er rigeligt.    

I TILFÆLDE, hvor beskeden er knap så vigtig, får vi den i form af et pressemøde, hvortil Vor Store Leder i reglen medbringer en håndfuld embedsmænd og måske en minister, som får lov at pippe med. Oven på en gang langstrakte lektier får journalisterne to spørgsmål hver. Næste! kommanderer Vor Store Leder – som et ekko fra eventyret om Klodshans, hvor bejlere blev kasseret på stribe. Næste! 

DER KAN SKRIVES BØGER om alt det, jeg ikke forstår. Men her er lidt mere: Hvorfor i alverden finder de tøsede medlemmer af Folketingets Presseloge sig i den nedværdigende behandling? Det er da ikke Vor Store Leder men pressefolkene, der skal bestemme, hvor mange gange de vil spørge. Nu er logens medlemmer i vore dage ikke opsigtsvækkende skarpe. Men de burde besidde tilstrækkelig civilkurage til at spørge, indtil det knaser - herunder hjælpe hinanden med at fastholde et kritisk tema, så Vor Store Leder ikke kan svare udenom. 

EN TREDJE VARIANT af Vor Store Leders styring af den politiske debat består af en mail med denne besked: ’Det var i går ikke muligt at få en udtalelse fra statsministeren, men i en mail meddeler hun…. Bla bla…’. 

Sådan får hun igen det sidste ord – og pressen valget mellem at bringe ingenting eller mailbeskeden om, at der ikke er noget at komme efter. 

JEG VED GODT, hvilken af de treflugtveje, der er værst for demokratiet: Det er ubetinget politikernes omsiggribende. Brug af Facebook. Den bekvemme uvane flytter politisk debat fra danske medier over til det puritanske amerikanske firma, hvis censorer ikke tøver med at beskære ytringsfriheden efter egne indskrænkede standarder. 

HELT PARODISK lader danske medier sig således trække ind i Facebook-uhyrets gab i stedet for at bruge deres egne adgange til nettet som kontaktflade til folket. 

Det er så tosset, at man kan være sikker på, det nok skal fortsætte.  

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
23 kommentarer
Vis kommentarer