Facebooks skræk for bryster

Nøgenhed går ikke, ifølge Facebooks regler. Det har f.eks. netop voldt de største kvaler at gengive en anmeldelse af Charlottenborgs udstilling ’Art&Porn’, der fejrer 50-året for pornografiens frigivelse, skriver Bent Falbert, der mener danske medier bør boykotte Facebook. Modelfoto
Nøgenhed går ikke, ifølge Facebooks regler. Det har f.eks. netop voldt de største kvaler at gengive en anmeldelse af Charlottenborgs udstilling ’Art&Porn’, der fejrer 50-året for pornografiens frigivelse, skriver Bent Falbert, der mener danske medier bør boykotte Facebook. Modelfoto

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

’VI FJERNER FOTOGRAFIER af personer, der viser deres kønsdele. Vi begrænser også visse billeder af kvindebryster, hvis brystvorten er synlig.’

Sådan lyder et par af mange såkaldte fællesskabsregler i Facebooks katalog over, hvilket indhold dette artige, sociale medie vil tillade brugerne at offentliggøre.

FACEBOOK KOMMER på den måde til at censurere virkeligheden ud fra nogle bornerte, amerikanske forestillinger om god smag. Alene fjernelsen af billeder, der gengiver kvinders brystvorter, illustrerer idiotien i at ville redigere virkeligheden. For hvordan kan en legemsdel, som halvdelen af menneskeheden går rundt med, betragtes som upassende? Og hvem fastsætter reglerne for, hvilke ord og billeder det er tilladt at bringe i Facebook?

Det er ikke lykkedes at opdrive et menneske, som tør udtale sig på firmaets vegne. Jeg opfordres derimod til at melde mig ind i Facebooks verden for at få et svar. Men det nægter jeg. Ikke tale om, at jeg vil være medlem af den forvoksede sekt.

DE INDEKLEMTE REGLER skærer nogle store lunser af ytringsfriheden. Det har f.eks. netop voldt de største kvaler at gengive en anmeldelse af Charlottenborgs udstilling Art&Porn, der fejrer 50-året for pornografiens frigivelse.

Censurhammeren faldt, da museet på Facebook ville gentage overskriften til Politikens anmeldelse, som rummede ordet ’samleje’. Dét forbød Facebook, som overhovedet ikke ville tillade, at udstillingens titel blev bragt på Facebook, fordi glosen ’porn’ indgår i den! Faktisk må man ikke engang skrive om ’køn’ i det frøkensarte miljø.

ORDET 'FUCKED' må heller ikke bruges. Det medfører den parodiske situation, at titlen på Anne Linnets nye roman ikke kan omtales, fordi bogens titel netop er ’Fucked’.

HVAD SKAL VI STILLE OP med denne genindførelse af forhåndscensuren, som grundloven ellers har forbudt i halvandet hundrede år? Tja, der sker intet på den meget socialdemokratiske justitsminister Nick Hækkerups initiativ.

I Folketingets kulturudvalg sagde han: ’Jeg kan godt se problemet, og jeg kan godt se, at det kan opfattes som begrænsende – men jeg er mere optaget af, at skadeligt indhold ikke spredes på sociale medier.’

MED DEN INDSTILLING kan Hækkerup altid få et job hos Facebook, når han er færdig som minister. Manden er rede til at slagte ytringsfriheden til fordel for den småborgerlige pænhed.

Jeg kan også godt se problemet. Det hedder Nick Hækkerup.

ULYKKEN ER, at Facebook har vokset sig så stor, at det ligner et monopol. Den sidder sammen med Google på 84 procent af det globale online-marked.

Det bliver endda stedse værre, og andre medier hjælper godt til.

DET ER MIG UBEGRIBELIGT, at store, danske medier ikke tager hinanden i hånden og siger, at nu skal det være løgn. Vi vil ikke længere benytte os af Facebook som samlingspunkt, når vi ønsker at møde vores læsere, seere og lyttere. Danmarks Radio, TV2 og bladhusene burde være stærke nok - i hvert fald lokalt - til at trække meget mere trafik til sig.

I stedet ser vi f.eks. DR i det ene program efter det andet henvise seere og lyttere til at få mere at vide eller til at stemme om et eller andet på Facebook.

JAMEN, TILBYD DOG KUNDERNE jeres egne platforme. Det er dém, I skal henvise til. Ikke til Facebook. Ellers kan I lukke butikken om føje år – tømt for både redaktionelt indhold og annoncer.   

Indse dog, at det er bødlen, I slås med. Læg ikke frivilligt hovedet på blokken.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
13 kommentarer
Vis kommentarer