Falbert: 'Undskyld jeg bruger nogle af statens penge'

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

ET STIGENDE antal politikere behandler mine indtægter, som var de statens og kommunens ejendom. Jeg lider åbenbart af en vrangforestilling, hvis jeg tror, at jeg har førsteret til pengene, bare fordi jeg selv har skaffet dem. Undskyld.

DET ER FAKTISK ikke mine penge – men en del af fællesskabets. Det mener både Kristian Thulesen Dahl og Lars Løkke Rasmussen, skønt de siger, socialisme ligger dem fjernt. De går begge ind for, at det berømte råderum på 40 milliarder kr. indtil 2025 skal fyres af på større offentlige udgifter. Det er ikke på tale at lade skatteyderne beholde pengene. Det ville ellers se kønnere ud at klippe os i stedet for at flå os.

HISTORISK er det en u-vending, der vil noget. Tulles kurs går stik modsat Mogens Glistrups vision om at blive minister for afvikling af offentlig virksomhed. Senere videreførte Pia Kjærsgaard den skattekritiske linje mere stilfærdigt, indtil hun brød med Glistrup og under nyt partinavn blev mere opslugt af de fremmede end af danskernes privatøkonomiske vilkår.

ANDERS FOGH RASMUSSEN vovede at lette skatten i sin første regeringsperiode 2001-2005 – og hans efterfølger Lars Løkke står for andre lempelser på samlet 16 milliarder kr. over de seneste tre år. Men lettelsen er kamufleret som forlænget adgang til håndværkerfradrag og et særligt fradrag for overhovedet at have et job. Rene lettelser i indkomstskatten vover Løkke sig ikke ud i, for han slipper aldrig gennem Dansk Folkepartis bælte af kviksand, hvad det angår. 40 milliarder kr. er elles nok til, at man kunne skubbe topskattegrænsen ned på 40 pct., hvilket givetvis ville få én og anden til at øge arbejdsindsatsen.

MEN SENEST TIL FORÅRET skal der holdes folketingsvalg. Derfor agiterer Løkke for større offentligt forbrug, for han tror, gavmildhed over for de svageste kan forlænge hans tid i Statsministeriet. Og snøvlet i Finansministeriet, Kristian Jensen, skal ingen skattetræt dansker ønske forfremmet, for han er lige så forgabt som de andre i at købe sig stemmer ved at love højere socialtakster.

DET MINDER MIG OM, at jeg engang spurgte daværende statsminister Poul Schlüter, hvorfor han ikke førte valgkamp på lavere skatter.

Svaret lød: - I Danmark kan man ikke vinde valg på løfter om lavere indkomstskat, for de fleste får mere fra det offentlige, end de betaler til fællesskabet, så de har ingen interesse i at gøre offentlige kasser mindre .

FOR FOLK MED EN SYG HUMOR er det grinagtigt, at Løkke er bedre til at sige som en socialdemokrat, end Helle Thorning-Schmidt var. Det er næsten glemt, så lad mig minde om, at hun som regeringschef nedsatte topskattegrænsen og finansierede øvelsen ved at beskære dagpenge, førtidspension og kontanthjælp. Husker læseren, at hun formelt både før, under og efter de asociale indgreb kaldte sig socialdemokrat?

Ny dansk skattepolitik er altså karakteriseret ved, at røde regeringer er flinkere til at give indkomstskattelettelser end blå. Oven i købet tager sosserne pengene til lettelserne fra de fattigste. 

ER DER NOGET, S og V står ubrydeligt sammen om, er det at indrette skattelovgivningen stadig mere kompliceret. De seneste skandaler skyldes ikke kun, at mange af skattevæsenets ansatte er tungere i bagdelen end i baghovedet. Ustandseligt føjes nye tusinder af bestemmelser til det i forvejen tyngende regelsæt. 

MEN UANSET, hvordan skiftende politiske flertal snørkler nyere dansk skattepolitik sammen, er der altid tale om små variationer på bundlinjen. Grundskavanken – at vi i knivskarp konkurrence med svenskerne har lagt os på verdens højeste niveau – slipper vi aldrig af med.

Det vil slet ikke ske i denne runde, hvor Venstre og Socialdemokratiet kappes om at fedte for Dansk Folkeparti – som på sin side desperat slås for at lokke forhenværende socialkammerater til at stemme på Dansk Folkeparti, ligesom de gjorde i 2015.

BETAL DIN SKAT med glæde, sagde Vilhelm Buhl, der var socialdemokratisk statsminister i 1940erne og inden da skattedirektør.

De, der finder dét muligt, har virkelig meget at glæde sig over.  

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
12 kommentarer
Vis kommentarer