Frederiksens makrelmad

'Vor store leder nyder at udstille sig som solidarisk dansker - vekslende med trang til at diktere, hvad vi lydige undersåtter må og navnlig ikke må,' skriver Bent Falbert. Foto:  Ritzau Scanpix
'Vor store leder nyder at udstille sig som solidarisk dansker - vekslende med trang til at diktere, hvad vi lydige undersåtter må og navnlig ikke må,' skriver Bent Falbert. Foto: Ritzau Scanpix

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

VOR STORE LEDER har fået den idé, at hun vil lukke folketinget, ligesom hun har lukket så meget andet. Demokrati er alt for besværligt, så nu vil hun sætte 50 lovforslag til side.

Jeg mener, tiden nærmer sig, hvor hun selv må sættes til side. Hun er jo ikke rask i hovedet.

VI FIK ET VARSEL om hendes mentale tilstand, da Danmark vandt verdensmesterskabet i håndbold for herrer. På tv-skærme og alt andet elektronisk grej kunne man se Mette Frederiksen svanse rundt i sit parcelhus, sanseløs af lykke. Optagelserne instruerede hun selv.

NÅR HUN stiller op i flowtv, vælger hun de statsgaranteret tandløse programmer i DR og TV2 først på aftenen, hvor hun f.eks. demonstrerer, at hun kan pudse vinduer, som var hun et ganske almindeligt menneske. I samme parodi på et politisk tv-program gør hun et nummer ud af at guffe et stykke brød i sig med makrel i tomat, mayonnaise og agurk.

FREDERIKSEN fremviser især sine gastronomiske og andre højdepunkter på Facebook. Meningen er naturligvis at demonstrere solidaritet med de danskere, der ikke som hun tjener 1,7 mio. kr. Hun vil vise, at man godt kan godt have en tarvelig smag i mad, selv om man er på topbetaling og bor gratis mange af årets dage på lystgården Marienborg.

VENSTRES borgerrepræsentant Jens Kristian Lütken synes, fru Frederiksens måltider kvalitetsmæssigt bør afspejle hendes høje boligniveau. Kaviar, kort sagt. Han har ikke fattet snedigheden i Frederiksens projekt: Folket skal lære at elske Vor Store Leder og hendes dåsemad, krigsdans og vinduespudsning.

FACEBOOK OG TWITTER er velegnede affyringsramper til propagandaen, fordi Vor Store Leder helt selv bestemmer, hvilke reklameindslag hun lægger op i de ukritiske såkaldt sociale medier. De er så fikst indrettede, at de ikke giver plads til kritiske spørgsmål. Nemmere kan det knapt blive.

VOR STORE LEDER nyder da også at udstille sig som solidarisk dansker - vekslende med trang til at diktere, hvad vi lydige undersåtter må og navnlig ikke må i Frederiksens regime.

Jeg må give hende ret i én iagttagelse: Hun er en almindelig dansker. Ganske overordentlig almindelig. Almindelig som en makrelmad.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
72 kommentarer
Vis kommentarer