Annonce:
Annonce:

Harlang har kun mor bag sig

Annonce:
Følg Opinionen

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

Så findes der trods alt en form for retfærdighed: Danmarks værste advokat ser omsider ud til at blive ramt af den elendighed, han har påført så mange andre i sine 35 år som praktiserende sagfører.

Det drejer sig om Christian Harlang, som jeg har mødt i retten nogle gange i min tid som ansvarshavende chefredaktør for Ekstra Bladet. Manden kalder sig systemkritisk idealist, men er i min øjne snarere en grådig kværulant.

En advokat, der vil slås med magthavere, skal være lysende i pæren, knivskarp i juraen og dreven i retorikken. Harlang er ingen af delene. Han er derimod uklar i tanken, slatten i juraen og – øhh – vævende som procedør.

Annonce:

Manden evner ikke at læse en tekst op i retten uden at hakke den til spåner, så sammenhængen glipper. I hans sager mod mig har min advokat, Ulrik Ibfelt, undertiden måttet tilbyde at overtage arbejdet med at gøre dokumentationen forståelig. Altså læse retssagens dokumenter højt.

Det var for eksempel en ynk at opleve hans håndtering af diktatorsønnen Hannibal Gaddafis sag imod Ekstra Bladet og mig i 2005.

Vi havde skrevet, at Hannibal, der studerede ved CBS i København, havde kidnappet og tævet en landsmand i en københavnsk villa ejet af Libyens ambassade. Det var løgn og skulle koste os 100.000 kr. i erstatning, krævede Harlang på Hannibals vegne. Men politiet bekræftede historien, og Hannibal udeblev. Sagen endte med, at han skulle betale os 20.000 kr. i sagsomkostninger.

Harlang tabte også en sag, han førte for formand og direktør i en arkitektforening. Ekstra Bladet havde skrevet, at de to havde løjet om direktørens blakkede fortid over for medlemmerne. Harlang tabte sagen, men tilrådede stædigt anke til landsretten. Her tabte han igen – men hævede 200.000 dejlige salærkroner, som arkitektforeningens medlemmer fik lov at betale.

Annonce:

Gennem årene har jeg undret mig over, at han kunne få nye klienter, skønt han tabte den ene sag efter den næste med et brag. Men omsider kniber det alvorligt. Ifølge hans egen revisor er advokatfirmaet nødlidende. Harlang har flyttet sit kontor fra Nytorv i Københavns dyre centrum til første sal i sin mors villa på Taarbæk Strandvej 18. Ifølge hjemmesiden er han den eneste ansatte.

Weekendavisen har netop afsløret, at hans tre søskende har indklaget ham for Advokatnævnet for at fuske med moderens formue. Herunder skal han i perioden 2011 til 2015 have belånt hendes villa med ti millioner kroner, så den gamle dame nu skylder 16 millioner kroner. Desuden har hendes ældste søn belånt hendes grunde i Jylland til sidste græstørv – og undervejs betænkt sig selv med store beløb for rådgivning.

Men nu er det alvor. Harlang, 64, risikerer, at Advokatnævnet tager bestallingen fra ham.

For at beskytte sine transaktioner mod den øvrige families indblanding er det lykkedes ham at sætte sin 92-årige mor, Merete Harlang, op imod hendes tre andre børn plus børnebørnene, så hun i dag kun ser sin ældste søn, Christian.

Annonce:

Låsene i enkens hus er skiftet, og hendes mobiltelefon har fået nyt nummer, så hun ikke modtager viden udefra om, hvad der foregår.

Christian Harlang kalder i en udtalelse til Weekendavisen sin bror Clement for ’pyromanen, der har sat ild i familiehuset’ – men det er snarere ham selv, der holder ilden ved lige.

Sideløbende har Christian Harlang forlangt boskifte sat i værk. Han får retten til at udpege advokat Allan Ohms som bobestyrer.

Ohms klokker imidlertid i det. En e-mail til Christian sender han fejlagtigt til søsteren Christine. I mailen advarer Ohms om, at moderen nu vil få indsigt i, hvor hendes penge er flydt hen de seneste fem år. Da skifteretten stifter bekendtskab med Ohms rolle som Christian Harlangs agent, bliver han fyret som bobestyrer og erstattet af advokat Sys Rovsing.

Annonce:

Skifteretten tvinger nu Christian til at udlevere moderens kontoudskrifter, og en ny revisor finder frem til, at han har overført 4,1 millioner kroner til sig selv i stedet for de 1,9 millioner kroner i arveforskud, han tidligere har opgivet. En lille million er søgt skjult i firmaet.

Harlangs egen mor ser således ud til at være det seneste offer for hans speciale: at fiske formuer ud af gamle enker.

Det mest berygtede eksempel i den disciplin er hans virke som administrator af Enkefru Plums Støtteforening, hvis idé var at uddele penge til venstreorienterede formål. Enkefruens datter, tv-kogekonen Camilla Plum, gav arveafkald for at støtte den gode sag.

Men fonden skabte ikke megen glæde på venstrefløjen, idet administrator Harlang sørgede for, at han selv blev betænkt mere end nogen anden. Den oprindelige formue på 300 millioner kroner blev forvaltet så skidt, at Plum-fonden gik konkurs i 2010 med en gæld på 25 millioner kroner.

Harlangs ufortjente ry som venstrefløjens tap-re forsvarer betød, at de naive bestyrelsesmedlemmer i fonden – herunder Camilla Plum – alt for sent opdagede, at pengene var forsvundet.

Annonce:

En tredje rig enke nåede Christian Harlang ikke at plukke noget videre, før Advokatnævnet udstyrede ham med en bøde på 100.000 kroner for forsøg på at skaffe sig kontrol med den senildemente kvindes formue. Harlang tog ligefrem på turné med hende til en række dommerkontorer, indtil han fandt en uerfaren notar, som gav ham fuldmagt til at disponere over hendes penge.

Listen over Harlangs meritter er lang. Et fælles træk er, at den store idealist med det koleriske temperament i reglen får mere ud af sine retssager end klienterne.

Da han førte erstatningssag for 132 Thule-fangere, der i 1953 var blevet tvangsforflyttet for at skaffe plads til en amerikansk base, lød erstatningskravet på 235 millioner kroner.

Men i Højesteret fik grønlænderne tilsammen 1,7 millioner kroner. Harlang gik selv med et samlet salær på 2,7 millioner kroner, hvis størrelse han klagede slemt over.

Den lange, rødhårede bønnestage har uanset sine ringe resultater en ubegribelig tiltrækningskraft på venstreorienterede. Jeg kan ikke dokumentere det, men det siges, at han selv opsøger folk med tilbud om at føre tvivlsomme sager, der kan skaffe ham omtale og salær.

Annonce:

Han har således ført sag mod staten ved statsminister Poul Nyrup Rasmussen med påstand om, at regeringen havde sluset Danmark ind i EU på ulovligt grundlag.

Tilsvarende fik statsminister Anders Fogh Rasmussen en stævning for at have sendt Danmark i krig i Irak i strid med grundloven.

Sagerne blev tabt med et brag. Men der kom fyld i Christian Harlangs altid hullede pengekasse.

Manden slipper billigere end fortjent for offentlig kritik. Folk er simpelt hen bange for at blive sagsøgt for injurier, hvis de siger deres mening om hans grådige manerer, som er dårligt skjult bag idealistiske erklæringer.

Advokat Karoly Németh er den, der har formået at karakterisere Christian Harlang kortest og mest fyndigt. Jeg bliver aldrig træt af hans beskrivelse af Danmarks elendigste advokat:

’Han er uduelig, komplet uforberedt og det største blålys, jeg nogen sinde har arbejdet med. Han åbner sine papirer i retten og er totalt overrasket, fordi han aldrig har set dem før.’

Annonce:

Jeg kan bekræfte, at Harlang virker præcis sådan i retten. Sprogligt famlende med rod i papirerne, opfarende og uklar i argumentationen.

Tilmed er han ømskindet. Engang skrev jeg i et satirisk portræt af ham i Ekstra Bladet, at man skal til udlandet for at træffe et større juridisk blålys. Dagen efter mødte jeg ham i Københavns Byret, dødeligt fornærmet. Men stor patos belærte han med mig om, at ’sådan kan man ikke skrive om en idealist som mig’.

Han klagede ligefrem til Pressenævnet, som i det store og hele gav mig medhold.

Blandt mange manglende egenskaber leder man forgæves efter humor og selvironi hos Christian Harlang.

Han har heller ikke meget at more sig over.

 

 

Annonce:
Annonce:
Annonce:

Vi byder dig velkommen til at deltage i Debatten her på Ekstra Bladet.
Få enkle regler skal overholdes.

  • Aktivér min adgang til Debatten
  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af Debatten.
16 kommentarer
Vis kommentarer
Spar med
Det kan du spare
Elpris lige nu
Vestdanmark
-
kr. pr. kWh*
Østdanmark
-
kr. pr. kWh*
Annonce:
Margrethe mangler mio. - vi må hjælpe
Annonce:

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:

nyt billede

Bagholdet

Annonce:
Annonce: