Jeg savner allerede briterne

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

POKKERS OSSE! Nu havde jeg lige fattet håb om, at den kiksede premierminister Therisa May kom tomhændet hjem til Storbritannien. Dernæst kaos. Og så en ny folkeafstemning som eneste vej frem.

Men nu dukker hun ud af tågen med sine 580 sider teknisk EU-aftale.

DET KAN STADIG gå skævt, men lige nu ser det altså ud til, at briterne forlader EU til marts. Jeg savner dem allerede. For intet medlemsland i EU står danske hjerter nærmere, når vi mærker rigtigt efter. Ikke engang svenskerne.

F.eks. har vi fælles humor. Vi griner gerne sammen med briter af tyskerne. Men vi kan ikke grine af briterne sammen med tyskere, vel? Vi tilhører desværre den germanske sprogstamme. Men fraset vores mudrede mål frabeder vi os at blive opfattet som en art tyskere.

STORBRITANNIEN er jo også gammelt dansk land. Det er kun 1000 år siden, Svend Tveskæg overfaldt London med 94 krigsskibe ladet med krisgale vikinger, så kong Ethelred måtte flygte til Frankrig. Dernæst overtog Knud den Store magten. Da han døde, blev Hardeknud desværre konge. Bare 17 år, men allerede et fjols. Imperiet røg.

Faktisk styrede danskerne England i 29 år fra 1013 til 1042. Briternes gode manerer stammer fra den tid, selv om de undertiden overdriver. F.eks. tilhører en englænderne den eneste nation, hvis indbyggere kan stå i kø helt alene.

MEN SELV OM de engang var vore undergivne, beundrer jeg deres ukuelighed og mod. Det er ikke hollændere, belgiere, schweizere, polakker, østeuropæere eller den såkaldte danske modstandsbevægelse, vi skal takke for, at vi slap fri af nazismens slaveri for 73 år siden. Det var først og fremmest briterne og amerikanerne, der selvopofrende reddede os. Mens de selv blev dræbt i milliontal.

JO, VI HAR MEGET at takke de briter for, også i fredstid. Hvad spejder du efter i tv-programmet, når du leder efter en god kriminalfilm? De britiske, selvfølgelig. De er mere intelligente, elegante og mindre bang-bang-prægede end amerikanske, franske eller italienske.

KULINARISK LIGGER BRITERNE ganske vist ikke i spidsen, selv om Jamie Oliver er berømt. Men det skal danske baconproducenter være glade for.

Jeg besøgte engang en politichef i Scotland Yards hovedkvarter. Han hadede politihovedkvarterets kantine – bortset fra ét tilbud: æg og dansk bacon. Så uanset hvornår på døgnet, han var på arbejde, spiste han kun dén ret.

MEN DET ER BREXIT, jeg forvilder mig væk fra. Jeg forstår godt den udbredte britiske modstand mod det omsiggribende EU-væsen. Vi er en del danskere, der har det på samme måde: Vi vil godt være med til EU som frihandelsområde og koordinator af miljøindsats. Det er også praktisk med visse fælles tekniske standarder.

Men ligesom briterne vil vi ikke kostes rundt på alle mulige områder af EU-bureaukrater med ensretning på hjernen. Ligesom de vil vi danskere bevare vores nationale særpræg.

DET GØR VI BEDST med briterne som EU-kammerater. Franskmænd, tyskere, italienere og spaniere tænker i stormagtstermer. Og det forholdsvis nye mylder af østeuropæiske medlemslande med spinkle demokratier og alt for friske minder om diktaturets væsen kan højst betegnes som bekendte. Ikke som gamle venner.

DERFOR SYNES JEG, britisk udvandring fra EU er en katastrofe for os. Premierminister David Camerons idiotiske folkeafstemning var århundredets fejltagelse. Det er mit håb, at den inden længe rettes op med en ny folkeafstemning.

Danmark og EU trænger til at have de besværlige briter med i vognen.      

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
45 kommentarer
Vis kommentarer