Joy i kamp for minoriteterne

'Joy Mogensen formår at sætte dagsordenen på et hidtil upåagtet felt,' skriver Bent Falbert. Foto: Anthon Unger
'Joy Mogensen formår at sætte dagsordenen på et hidtil upåagtet felt,' skriver Bent Falbert. Foto: Anthon Unger

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

KULTURMINISTER Joy Mogensen evner som så ofte at sætte fingeren på tidens største problemer. Mange troede, hun sad og længtes tilbage til Roskilde byråd, men nu viser det sig, at hun har været optaget af at undersøge LGBTI-personers trængsler i idrætslivet.

Skulle min læser være i tvivl om forkortelsens betydning, kan jeg oplyse, at den dækker over de engelske udtryk Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender, Intersex. Seksuel orientering er blevet en kompliceret sag, men så er det godt, at Joy kan tage os ved hånden.

MINISTEREN erkender, at der er grene inden for sport, som halter bagefter i henseende til lighed. Nu vil hun tale med dem for at komme diskriminationen til livs. Vi har brug for ’et mere inkluderende og mangfoldigt idrætsliv’, tordner hun. Regeringen vil løbende følge op, så der bliver gjort nok for de mange køn, der færdes i Danmark, lover idrætsministeren.

Joys undersøgelse rummer 850 svar, og hver femte LGBTI-person føler sig ikke inkluderet i det sociale fællesskab. Den er navnlig gal med at respektere afvigere uden for hovedstaden under 30 år.

HVOR SAMLER problemerne sig så? Jo, ifølge kulturministeren føler mange LGBTI-mennesker sig ubehageligt til mode under omklædning. Det kunne tale for, at omklædningsrum bliver delt op i mindre enheder, så hver minoritet slipper for at vise sig for andre. Hvad dét angår, vil blottere – der absolut ikke ønsker at skjule deres legemer - udgøre et særligt problem, som ministeren endnu ikke har fundet løsningen på.  

OMGANGSTONEN i sportsmiljøer er i øvrigt ofte tarvelig, præget af den såkaldte normalgruppes nedsættende og homofobiske sprogbrug. Joy præsenterer derfor et katalog med ti ideer, der skal styrke inklusionen. Herunder er det på tale at afskaffe kønsopdelte toiletter, så alle seksuelle afskygninger føler sig velkomne på samtlige klosetter i idrætshaller.

Det er heller ikke givet, at kønnene forbliver opdelt på sportsgrene. F.eks. kan det virke diskriminerende, at kvindernes håndboldlandshold indtil videre nægter at optage mænd.

VISSE IDRÆTSGRENE rummer andre dilemmaer, som endnu råber på løsninger. Det gælder eksempelvis dværgkastning, hvor der savnes varige anvisninger på, hvordan sportens udøvere kan respekteres, uden at det krænker dværgene.  

Alt dette vil blive drøftet i en stort antal udvalg, som kultur- og idrætsminister Mogensen nu nedsætter sammen med idrættens organisationer.

LIGESTILLINGSMINISTER Peter Hummelgaard vil gerne give en hånd med. I en pressemeddelelse udtaler han: ’Ingen skal være udelukket fra at opleve det fællesskab, som er i de danske idrætsforeninger, fordi de f.eks. føler sig ekskluderet eller får ubehagelige kommentarer på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet. Jeg er glad for, at DIF, DGI og resten af Regnbuekoalitionen nu tager fat om at skaffe plads til alle i idrætslivet.’

JEG SELV FØLER det velgørende, at en stovt skikkelse som Joy Mogensen formår at sætte dagsordenen på et hidtil upåagtet felt i en tid, hvor mange alene er optaget af minkaflivning, coronasmitte og et svimlende offentligt milliardforbrug.  

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
37 kommentarer
Vis kommentarer