Julen er ensomme hjerters skræk

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

VI ER TÆT PÅ SÆSONEN for familiært nid og nag. For hvem skal med og hvem skal ikke med til din ideal-juleaften?

Tante Bergthora, den sjældne gæst fra Færøerne, gribes altid af et stærkt ønske om at strippe til noget meget særpræget julemusik, mens orgiet af gaver bliver pakket op. Hun tror, juleaften er en syndig voksenfest. Går hun an?

 ONKEL THORVALD, hendes mand, bliver hvert år hurtigt fuld og bræger småsjofle historier af sig, før børnene er lagt i seng. Men kan man være bekendt at udelukke parret, bare fordi de er pinlige? Hans elskelige kone med det sorte undertøj, vil jo tage sin død over en juleaften uden at være inviteret med i det sædvanlige selskab? Sådan er julen fuld af dilemmaer.

JEG HØRER om enkelte oprørsforsøg imod den herskende familieorden. Tra-di-ti-o-nen. Der er folk, som går i Christianias grå hal juleaften bestykket med smågaver, som de vil forære til mennesker, de ikke kender. Julen er for meget og især for kommerciel, siger de fromt. Men reelt vælger mange af disse påtaget julefjendske mennesker kun Fristaden, fordi ingen har inviteret dem, og fordi de ikke kan hitte på andre muligheder.  

 LUKSUSUDGAVEN af jule-protestantismen er turen til Thailand, som er tusinder af danskeres flugtvej, mens de med trættende grundighed allerede i oktober forklarer alle, der ikke gider høre det, hvor dødsens trætte de er af juleræset og alle konventionerne. Skal de have and juleaften, skal den serveres med sur-sød sauce og tang.

VALGET MELLEM RISENGRØD og ris á la mande kan hjemme i Danmark udløse fejder, især hvis der er tale om en førstegangsjuleaften med sammenbragte børn og voksne. Men i særdeleshed er valget af kød egnet til at splitte nyetablerede familier. Flæskesteg, gås eller and? Bevar roen og tænk på, at alle tre varianter kan spises. (Selv om and selvsagt er det eneste rigtige). 

SÅ ER DET NEMMERE med julefrokosterne de følgende dage. Her er eneste krav, at der skal være adgang til gris på 19 måder.

STØRST SKRÆK for julen næres af gamle mennesker, som enten er for

bevægelseshæmmede til at holde juleaften med nærmeste familie – eller slet ikke har nogen at dele jul med, fordi alle pårørende er døde, på arbejde eller bor udenlands. For denne kreds er julen med andre ord: Ensomme hjerters mareridt.

TIL SMÅ FAMILIER, der barrikaderer sig, fordi det er hyggeligt, at vi ’bare er os tre sammen juleaften’, til dem vil jeg skænke mit julemantra: Jo flere gæster, jo bedre.

Tante Bergthora og onkel Thorvalds idioti ophæver såmænd hinanden. Tag dem endelig med, alle sammen. Du vil som vært blive tiljublet langt ind i det nye år. For værst af alt er at sidde alene og se fjernsyn juleaften.

Julen er således noget af en eksamen at bestå. Karakteren bliver højest, hvis du ikke er smålig, kære læser. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
10 kommentarer
Vis kommentarer