Lad balladeradioen leve

Tegning: Allan Buch
Tegning: Allan Buch

Jeg har aldrig kunnet døje de vestlige landes gængse radio-format: En ubrudt strøm af tæppebanker-musik kun afbrudt af 60 sekunders sjuskede nyheder. Derfor var jeg yderst tilfreds med, at taleradioen Radio24syv blev opfundet. Den har ikke forbud mod at spille musik, men det lyder sådan – og tak for det. Vil man høre musik, behøver man ikke fremmede til at vælge den.

RADIO 24SYV HAR sendt siden 1. november 2011. 31. oktober 2019 udløber sendetilladelsen, og regeringens medieoplæg dømmer nedsat aktivitet. Hvis den skal fortsætte, bliver det med en sparekniv, som i løbet af fem år snitter 33 millioner kroner årligt af budgettet, der i år er på 93 millioner licenskroner. 24syv er tænkt som et modstykke til DR’s P1. Radiokanalen sender døgnet rundt, men er kun halvt så dyr. Jeg synes, den efterhånden har placeret sig solidt som formidler af mange slags demokratisk debat, hvilket just var meningen. Taleradio høres nu af 1,1 millioner danskere mod før 700.000. Flertallet nøjes fortsat med de monotone P3 og P4.

SOCIALDEMOKRATERNE og Dansk Folkeparti har fostret den skøre idé at flytte radioen til Aarhus. S og DF har ikke godt af at være alene sammen. Det får dem til at tænke unaturlige tanker. Hvis der skal ligge en ny radio i Aarhus, så lad andre lave den. 24syv aflyttes allerede lige flittigt vest som øst for Storebælt. Så hvad er problemet? Det er småtosset at ødelægge 24syvs koncept, som i høj grad går ud på at hente magtha vere ind i studiet og konfrontere dem med såkaldt almindelige mennesker. De fleste, der bestemmer farten, befinder sig nu engang i København, og et telefoninterview er og bliver en nødløsning.

PLANEN ER LYKKEDES i høj grad. 24syv er morsommere, rappere og mere original og overraskende end P1. Men også mindre saglig. Jeg slår ærgerligt over på P1, når morgenvært Asger Juhl fantasiløst gnaver i et forsuttet kødben i to timer. Men nu har de ansat Anna Libak som en betydelig, saglig styrkelse af holdet. Studieværterne er gennemgående langt mere underholdende end P1-mandskabet. Det er en fornøjelse at høre Huxi Bach fordele ordet i ’Det gode gamle Folketing’, som består af tre skiftende eks-politikere, der nu taler frit.

’CORDUA & STENO, Danmark eneste borgerlige debatprogram’, leverer også aktuel og morsom samtidsorientering. Jarl Corduas tilbøjelighed til selv at spille politiker er dog lidt trættende. Når han truer med at melde sig ud af Venstre, lyder det som uproduktivt privateri. Til forskel er det en munter anekdote, når Steno beretter, at han i sin tid meldte sig ud af Radikale Venstre, da han havde modtaget den syvende invitation til en grillfest fra den radikale borgmester Klaus Bondam.

SET MED RADIOSTATIONENS briller begik 24syv-chef Jørgen Ramskov samme fejl som DR-formand Michael Christiansen ved meget tidligt at erklære, at der sagtens kan spares meget på radioen. Lad dog andre foreslå det. Charmen ved 24syv er i høj grad de lyse idéer. Lars Trier Mogensen, der var for rød for Politikens ledelse, bestyrer veloplagt ’Det røde Felt’. Han skjuler ikke sit sindelag, men er prisværdigt loyal over for gæster med andre synspunkter. I den modsatte genre findes veteranprogrammet ’Millionærklubben’, som hver morgen beretter, hvad der bliver af vores penge. Eller tag en spritny opfindelse: Programmet ’Bedste fjende for evigt’, hvor folk kan få lov at gå løs på deres yndlings-skydeskive. ’Ghetto-fitness’ besøger de 22 områder, regeringen har givet stemplet ’Nedlægges’. Her får beboerne selv ordet i stedet for bare at blive omtalt af andre. ’Det man taler om’ kalder sig med rette ’Danmarks førende sladderprogram’. Det falder langt uden for, hvad injurielovgivningen tillader, og bestyres af Ditte Okman, der bander værre, oftere og højere end tre sømænd.

MARIE LOUISE TOKSVIG SKAL ikke slippe for ros, bare fordi vi var kolleger på Ekstra Bladet. Hendes udsendelse ’Politiradio’ udmærker sig ved præcision og manglende fordømmelse, før retten har talt. Speed-snakkeren Knud Romer keder man sig heller ikke i selskab med i hans program ’Romer Riget’ om hvad som helst. Den mest originale programtitel er ’Bearnaise – dyrenes konge’, hvori Martin Kongstad taler med et interessant menneske, samtidig med at han elegant anmelder et måltid.

DEN KATOLSKE IBEN TRANHOLT er den sidste dansker, der i sit program ’Stille før optagelse’ lidt trættende og kunstigt klamrer sig til #metoo-temaet. Så er der mere ægte følelse i Hassan Preislers program ’Det næste kapitel’, hvor han først interviewer et menneske en time i hjemmet og ugen efter en time i radiostudiet. Ofte en vellykket metode, når bare han ikke bliver alt for inderlig. Prisen går til det program, hvor han lod forfatteren Carsten Jensen beundre sig selv skamløst uden at opdage, hvor pinlig han var.

SOM DET FREMGÅR af dette strejftog gennem programmerne, mener jeg, at 24syv – trods alle svagheder – har fortjent et fortsat liv. Selvfølgelig kan radioen spare. Men det vil være stupidt at kvæle den økonomisk! bf@eb.dk

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen