Lighedsmagerne set efter i sømmene

Tegning. Allan Buch
Tegning. Allan Buch

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

DET er altid underholdende at sammenholde folks erklæringer med de faktiske forhold. Forleden hørte jeg på ny Jann Sjursen synge sin falske slagsang.

Han er formand for Rådet for Socialt Udsatte, og i den egenskab lader fantasiløse journalister ham jævnligt græde ud over verdens uretfærdigheder.

Sjursens egne forhold kommer han nødig ind på. Jeg ved ikke, hvad han får for at være statslig rådsformand, men han arbejder ikke gratis. Næppe heller som generalsekretær for den danske afdeling af den katolske humanitære organisation Caritas.

YDERLIGERE MODTAGER Sjursen små 100.000 kr. om året i ministerpension, fordi han i 20 måneder var minister hos Poul Nyrup Rasmussen, inden vælgerne smed ham og hans ukristelige folkeparti ud af Folketinget.

De første to år efter ministertjansen fik han årligt 240.000 kr. til trøst. Hvis Sjursen bliver 90 – og det gør sådan nogle fromme mænd – vil hans efterbetaling for den korte ministertid løbe op i 6,3 millioner kroner.

Når man spørger, om han har overvejet at frasige sig den livslange pension, han har hævet, siden han var 30, ser han uforstående ud og meddeler, at han bare følger reglerne. Eller som han selv formulerer sit samlede virke: ’Jeg kæmper for en mere retfærdig verden’.

DET SAMME GØR Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Pressen går aldrig forgæves, når den beder den socialdemokratiske tænketanks direktør, Lars Andersen, lægge ansigtet i dystre folder, mens han tolker nationens elendige stilling under borgerlige regeringer.

Nu stiller det sig ganske vist sådan, at landets økonomi ventes at vokse cirka to procent både i år og næste år, mens beskæftigelsen vil stige med 24.000 i år og 18.000 næste år.

Men AE, som Andersen beskedent anonymiserer sin propagandacentral, udbreder dybsindigheder som: ’Ulighed påvirker velfærdsstatens sammenhængskraft.’

Ingen aner, hvad han mener, men på hans smertelige drag om munden forstår man, at det ikke er gode tidender.

MEGET PASSENDE har det rødlige erhvervsråd foretaget en række sammenligninger, som det er nærliggende at bruge i en efterprøvning af Lars Andersens påstand. Altså: Hvilken befolkningsklasse får mest ud af velfærdssamfundet?

Hvad lægekonsultationer angår, modtager overklassen 6,6 ydelser pr. person, mens underklassen får 17 konsultationer årligt. Med hensyn til medicin bruges der 1200 kr. pr. individ i overklassen, mens underklassen er oppe på 5000 kr. pr. næse.

HVEM ER SÅ DISSE KLASSER? Jo, en placering i overklassen forudsætter en indkomst før skat på over 1,1 millioner kroner. Det klarer 2,8 procent af folket mod 2,1 procent i 1985.

Højere middelklasse er i samme periode steget fra 7 til 13 procent af befolkningen. Her er indkomsten før skat mellem 753.000 og 1,1 millioner. Middelklassen udgør 29 procent – fem procent flere end i 1985. Indkomsten efter skat er 255.000 kroner.

Arbejderklassen er svundet ind fra 57 procent til 40 procent og tjener 240.000. Til gengæld tæller underklassen nu 15 procent mod ti procent for 33 år siden. Indkomsten efter skat er 146.000 kr.

ALLE HAR ALTSÅ ret i, at uligheden er steget for underklassen på dét punkt. Men den sociale fremgang ligner tigerspring for de øvrige klasser, der altså tæller 85 procent af danskerne.

Et yderligere målepunkt er boligerne. Overklassen lever på 190 kvm, og 95 procent ejer selv deres bolig. I den anden ende råder underklassen over 104 kvm, men 45 procent er boligejere.

Både højere middelklasse og middelklassen bor på 140 kvm, mens arbejderne nøjes med 120 kvm.

Overklassen har altså dobbelt så store boliger som underklassen, men ellers er fordelingen af kvadratmeter mellem befolkningsgrupperne ikke voldsomt ulige.

EN SAMMENLIGNING af nettoformuer giver til gengæld stor spredning: De fem klasser råder over henholdsvis 1,1millioner kroner, 308.000 kroner, 152.000 kroner, 86.000 kroner og 55.000 kroner.

Selv en Lars Andersen må erkende, at vi ikke lever i et nådesløst samfund, når de fattigste har 55.000 kroner stående som nettoformue.

Hvad kriminalitet angår, er 2,4 procent af underklassen dømt efter straffeloven på et år. Det samme gælder 0,4 procent af over- og middelklassen, 0,6 procent af arbejderne, men kun 0,2 procent af højere middelklasse. Artigheden breder sig altså – indtil man når op i overklassen!

Ser man isoleret på overtrædelse af færdselsloven, er overklassen dominerende. Hele 3,6 procent er dømt inden for et år. Højere middel-, middel- og arbejderklasserne ligger på 2-2,5 procent dømte. De mest regelrette trafikanter er underklassen, hvor kun 1,8 procent er dømt. Det skyldes måske, at de ikke har så mange biler.

SIKKE MANGE TAL! Det er godt, dette her ikke er radio eller tv! Men efter min mening er det informative tal, som viser en noget anden fordeling af goder og byrder end den, vi plejer at høre, når tænketankpasserne optræder i generaliserende nyhedsindslag.

Og så er det da ret sjovt, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd selv leverer mange af tallene.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
12 kommentarer
Vis kommentarer