Luksus-danskeren

Tegning. Allan Buch
Tegning. Allan Buch

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

Har du lagt mærke til, at du har fået flotte vaner de seneste årtier? Det er godt nok gået stille og glidende for sig – men det er en kendsgerning, selv om den politiske debat i Danmark mest drejer sig om forringelser af diverse sociale takster.

Der skrives og tales mindre om, at alle vi, der kan klare os selv økonomisk, har udvidet vores forbrug fra almindelige behov som mad, drikke og husleje til den rene luksus: Rejser til fjerne mål – gerne på et såkaldt ’all inclusive’-niveau, hvor man kan spise og drikke ubegrænset på feriestedet, alt betalt hjemmefra.

Vi skal også helst have gang i at bestille næste rejse, inden vi er kommet hjem fra den seneste.

Til det herlige liv  hører også spisning på restauranter nær hjemmet. En yderligere svulmende ny post på budgettet er dyre medlemskaber af sportsklubber med tilhørende fornemt udstyr.

Vi bruger også masser af penge på vores hjem, hvilket skyldes, at det danske klima tvinger os indendørs en betydelig del af året. Men de samtalekøkkener, alle skulle have i 00’erne, er ofte lige så flotte, som da vi købte dem. De bliver nemlig brugt meget lidt. Vi er blevet eksperter i at købe færdig mad med hjem.

Jeg bor på Frederiksberg og gik nylig cirka en kilometer ad Godthåbsvej fra Falkonér Allé til Nordre Fasanvej. På den korte strækning talte jeg 27 forretninger, som sælger tilberedt mad ud af huset.

Et redskab bruger vi flittigt: proptrækkeren. For der skal vin til færdigmaden. God vin. For også på det felt har vi fået dyrere vaner. Vi skal helst kunne flashe, at rødvinen har kostet 100 kr. flasken. Om ikke andet kan man fake sig til det ved at købe ugens tilbud – seks flasker for halv pris, nemlig 50 kr. stykket.

Eller tag en ung mand, jeg kender. Han siger: ’Vi lever kun én gang. Så kan man lige så godt køre i noget ordentligt’. Noget ordentligt er i hans tilfælde en Mercedes.

Er det usundt at nyde al den luksus, som størstedelen af befolkningen har vænnet sig til, uden at vi taler ret meget om det?

Næ. Det siges af kloge hoveder, at overskudsfølelse gøder både familieliv og karriere. Du kommer lettere frem, hvis du nyder livet, inden du søger dit næste job.

Det er Dansk Erhverv, som har leveret grundmaterialet til disse betragtninger. Organisationen har sammenlignet forbruget i forskellige perioder af det seneste århundrede.

I 1909 brugte vi halvdelen af vores indkomst på drikkevarer og mad. I 2015 var beløbet til disse formål nede på 13 procent.

Modsat brugte vi kun seks procent på restauranter, rejser og fritidsfornøjelser i 1909, mens vi i 2015 fyrede en fjerdedel af vores penge af på den slags luksus.

Marianne Levinsen fra Center for Fremtidsforskning siger til Jyllands-Posten, at forkælelse næsten op til vor tid overvejende var et negativt ord, som man brugte i beskrivelsen af asociale og uartige enebørn. I dag er det et plusord, fordi det er nødvendigt med en ventil og muligheden for helt at logge af.

Har hun ret, eller er det alt sammen noget, vi skal være flove over? Er der noget galt ved at holde af luksus? Jeg synes det ikke. Men praktisk talt ingen politikere tør sige ligeud, at hele meningen med deres virke sådan set er at skabe afsæt for, at flest mulige danskere selv kan vælge, hvilken form for luksusliv de vil leve.

Der klæber til det gode liv en eller anden sur forestilling om, at man skal have dårlig samvittighed over sin livsform. Men politikere har ingen anden opgave end at sørge for netop dét – og så i øvrigt tage sig af de svageste.

Så skal vi nok selv vælge, hvilke af goderne vi vil bruge penge på.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
24 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen