#MeToo-jubilæum

#MeToo tog for alvor fart, da filmproduceren Harvey Weinstein blev anklaget for seksuelle overgreb. Her er Weinstein fotograferet i retten i New York. Foto: AP
#MeToo tog for alvor fart, da filmproduceren Harvey Weinstein blev anklaget for seksuelle overgreb. Her er Weinstein fotograferet i retten i New York. Foto: AP

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

KALENDER-JOURNALISTIK er ikke en genre, jeg sædvanligvis beundrer. Men den har både forlemper og baglemper, som TV-stjernen Amalie formulerer det. Hun er udelukkende kendt for at være kendt, så hun véd besked om kendissernes trængsler.

De har nu stået på i to år, trængslerne. Så længe har hashtagget #MeToo plaget de smukke mennesker, man kan se billeder af i ugebladene.

DET ER ALTSÅ lidt modstræbende, jeg fejrer jubilæet. Men i betragtning af, hvor meget der er sagt og skrevet under #MeToo-paraplyen, er der en vis idé i at tage et overblik.

Det begyndte med, at filmproducenten Harvey Weinstein blev anklaget for seksuelle overgreb mod unge skuespillerinder. Da stjerner som Uma Thurman, Angelina Jolie, Salma Hayek og Gwyneth Paltrow havde fortalt om deres oplevelser, brød dæmningen af tavshed sammen, og anklagerne skyllede gennem filmbranchen og omegn. Der gik nærmest prestige i at sige: ’MeToo. Jeg er også blevet forulempet.’  

DEN USKØNNE GLOSE ’krænkelsesparathed’ blev opfundet. Men ingen spurgte starletterne, hvad de egentlig havde forestillet sig, når de fulgte med Weinstein op på hans hotelværelse.

Manden, der meget passende ligner et vildsvin forklædt som menneske, blev smidt ud af sit chefkontor i Hollywood, og en stribe af hans kolleger - især i England, USA og Sverige – fik travlt med at forsvare sig imod anklager for upassende opførsel.

MEST GROTESK virkede det, når 20-30 år gamle episoder – sande eller ej – blev gravet frem af krænkede kvinder, der ikke havde nyere minder at bringe til torvs.

ANSETE PERSONLIGHEDER blev ramt på stribe: London Royal Philharmonic Orchestras dirigent og guldmedaljemodtager Charles Dutoit måtte træde tilbage sammen med sin kollega i New Yorks Metropolitan Opera, James Levine. Topmanden i CBS-koncernen Leslie Moonves og skuespilleren Kevin Spacey blev også hældt ud i sneen, for Spaceys vedkommende ledsaget af 15 år gamle anklager fra hans tid som teaterchef. Donald Trump gik heller ikke ram forbi. Hans tilståelse foreligger ligefrem på tv, hvor han forklarer, at kvinder ’griber jeg i kussen’.

I USA HAR KAMPAGNEN medført skærpet agtpågivenhed blandt arbejdsgivere. Mange fortæller, at når de skal irettesætte eller fyre en medarbejder, foregår det i vidners nærvær eller for åben dør, så andre kan følge med i, at der ikke foregår noget seksuelt. Det gælder om at gøre det svært for den afskedigede at hævne sig med sådanne anklager.     

I DANMARK har det været småt med lyst til at udstille navngivne, tøjlesløse mænd. Zentropa-bossen Peter Aalbæk Jensen var dog selvskreven som offer efter alt, hvad han har sagt om kvinder og efter alle de bagdele, han hævder at have klasket - med tilbud om at gøre rent i chefens hønsehus som alternativ straf.

Aalen er vist nok også den eneste danske synder, der mærkede konkrete følger af sine uforfærdede tilståelser. For at få ro i lejren måtte filmselskabets bestyrelse pålægge ham restriktioner for omgang med personalet og begrænse hans beføjelser. Den svenske filmfond stillede yderligere krav om, at Aalens navn ikke må nævnes i forbindelse med de Zentropa-film, som svenskerne støtter.

MANDETABET her til lands er altså ikke stort ved dette to års #MeToo jubilæum. Godt det samme. Voldtægt og overfald er selvsagt utilgivelige. Dét er ikke til debat. Men blandt danskere af begge køn hersker heldigvis et mere utvungent frisprog – og jeg havde nær sagt friklap.

Eller som de siger i Thy om momsbetaling: Vi gør det så lovligt som muligt.    

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
13 kommentarer
Vis kommentarer