Mine ben sviner mere end min bil

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

DET ER GANSKE UTROLIGT, hvad der undersøges i denne verden. Advarslerne drøner ned over os. Mindst en gang om ugen er der noget, vi skal holde os fra at spise, og lige så ofte er der noget andet, vi absolut skal indtage for at bevare helbredet. Sundhedssystemets drikkeregulativ lader jeg ligge stendødt. Det har jeg set bort fra, siden antallet af ’lovlige’ genstande blev sat ned fra 21 til 14 for mænd og til kun syv for kvinder om ugen. Nu kunne det være nok.

JEG TROR MERE på den uvidenskabelige undersøgelse fra nogle små græske øer, hvor fiskerne hver dag sidder og sludrer over et par glas rødvin, mens de spiller backgammon og bliver sunde og gamle. Det er en anden livsindstilling end Sundhedsstyrelsens iskolde forskrift, hvis første anbefalinger lyder: 1) ’Intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred. 2) Drik ikke alkohol for din sundheds skyld’. Tak for oplysningen! Disse bureaukrater kender åbenbart ikke det gode vink om, at et til to glas rødvin indeholder et mirakelstof, som styrker krop og sjæl.

NÅ, DEN NYESTE undersøgelse handler om noget helt andet: Nemlig hvor meget vi forurener verden, når vi flytter os en kilometer ved hjælp af forskellige transportmidler.

Målestokken er gram CO2-ækvivalenter pr. km. Det er en ubegribelig fællesbetegnelse for nogle gasarter.

MÅLINGEN, som jeg har set i Berlingeren, vender op og ned på begreberne. Det er ikke forbavsende, at en tur med tog og metro forurener 28 enheder, mens en færgerejse sviner over 500. Men det er forbløffende, at en kilometer på gåben forurener 175 CO2-enheder, mens samme tur i bil kun koster 130. Min ben forurener altså mere end min bil!

HER KOMMER den største overraskelse: En kilometer i fly sviner 210 enheder. Altså kun lidt mere end mine to ben! Nu vil det godt nok tage sin tid for mig at spadsere til Nice, men der er også flytyper på vej, som er nede på kun at grise med CO2 på niveau med at vandre. Emsige idéer om nye miljøafgifter på flyrejser er altså ikke meningsfulde.

TIL SAMMENLIGNING koster en km på cykel 75 enheder og i bus 30. Det er altså bedre for miljøet, at jeg kører med bus, end at jeg cykler!

Hvordan går det til? Jo, forklaringen er, at vi skal spise en masse for at kunne gå eller cykle. Den menneskelige rugbrødsmotor er tæt på at være lige så brændstofkrævende pr. kilometer som kommende flytyper.

TILBAGE TIL CYKLEN: Den forurener ganske vist dobbelt så meget pr. km som en bus, hvilket kan undre én. Men det tæller også, at cyklister får en bemærkelsesværdig kondition og bliver sjældnere ramt af diabetes 2 og hjertesygdomme end folk, der bruger andre transportmidler. Her tvinges den gode borger til at overveje, hvad man skal stille op med alle disse oplysninger. Skal man tage tog, bus og metro, fordi de kun forurener halvt så meget pr. kilometer som at cykle? Og skal man opgive gåture, fordi de er tæt på koste lige så stor CO2-forurening som at flyve?

PERSONLIGT AGTER JEG at ofre cykelturene. Jeg har to cykler og plejer at fuldføre to ture: En om foråret og én om efteråret. Om sommeren er det for varmt, om vinteren for koldt til at cykle. Men nu er det slut med at forurene en eneste CO2-ekvivalent pr. kilometer pedalkraft. Og så siger jeg tak til Statens Lufthavnsvæsen, som har talt op, at vi er 34.966.000 danske flypassagerer om året. Vi klimasyndere elsker solidaritet.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
12 kommentarer
Vis kommentarer