’JEG ER BARE en lille dreng fra heden’, peb Morten Bødskov i sminken, da jeg engang lige før et tv-program gjorde grin med hans ubehjælpsomme formuleringsevne.
Siden er han blevet skatteminister, hvilket ikke har fremmet talentet for at gøre sig forståelig.
DET ER TÆT PÅ at lyde som et revynummer, når han forklarer reglerne for, hvornår embedsmænd må hjælpe ministre med taler til brug i Socialdemokratiets erhvervsklub. Problemet er, at mødernes eneste formål er at samle penge til partikassen. Det koster 20.000 kr. årligt pr. næse at lytte til ministrenes dybsindigheder ved cirka fem møder.
JEG VIL SKYDE PÅ, at tilhørerne til den pris forventer et eksklusivt indblik i regeringens planer på flere felter. Men ifølge Bødskov må embedsværket kun bistå med oplysninger, der stammer fra ministerens ressort. I et samråd i Folketinget har skatteministeren forklaret, at erhvervsklubbens medlemmer kun præsenteres for velkendt stof. De bliver altså bedt om at drøvtygge gamle nyheder!
Det ville selvfølgelig også være ejendommeligt, hvis de i reglen borgerligt sindede tilhørere fra erhvervslivet modtog fortrolige betroelser før Socialdemokratiets egne spidser.
IKKE DESTO MINDRE har Bødskov forklaret folketinget, at ideen med hans optræden i erhvervsklubben går ud på at fremstille hele regeringens forrygende projekt, ikke kun dens skattepolitik. Pengene fra de dyre siddepladser taler han nødig om.
Det gør til gengæld S-erhvervsklubbens formand Jens Kramer Mikkelsen, som er mere rutineret i åbenlyst pamperi. Det er naivt at tro, at det hele ikke går ud på at knalde kroner sammen til partiet, forklarede han i sommer Altinget.
Den ærlige pamper erkender også, at når Mette Frederiksen tager ordet i erhvervsklubben, sker det selvsagt som statsminister. Ikke som f.eks. fritidsvinduespudser.
SELV HÆVDER FREDERIKSEN, at hun taler og stabler penge i sin egenskab af partiformand – ikke som statsminister. Dermed håber hun at undgå beskyldninger for at misbruge sit embede til partipolitisk berigelse.
I Danmark er det nemlig forbudt for ministre at tage betaling for at stile sig til rådighed for borgere. Men en partiformand må godt gøre det.
Spørgsmålet er, om den nu voksne mand fra heden er i stand til at forklare forskellen, når minister og partiformand er den samme person?
