Når Danmark går i krig

'EN OPGØRELSE over de seneste 25 år viser, at 68 danske soldater er faldet, og 336 er såret på udenlandske missioner. Flest i Afghanistan og Irak. Så store menneskelige ofre er det plat urimeligt at udsætte familier for, blot for at vi kan føle os som medlemmer af de frommes brigade,' skriver Bent Falbert. Her billede fra Danmarks Camp Bastion i Helmand provinsen i Afghanistan. Foto: Per Folkver
'EN OPGØRELSE over de seneste 25 år viser, at 68 danske soldater er faldet, og 336 er såret på udenlandske missioner. Flest i Afghanistan og Irak. Så store menneskelige ofre er det plat urimeligt at udsætte familier for, blot for at vi kan føle os som medlemmer af de frommes brigade,' skriver Bent Falbert. Her billede fra Danmarks Camp Bastion i Helmand provinsen i Afghanistan. Foto: Per Folkver

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

NU SKETE DET IGEN: Uden at nogen rigtigt lagde mærke til det, gav Folketinget for en uge siden juniorregeringen lov til at sende 70 soldater og to helikoptere til Sahal-regionen.

Og hvor er så dét? Tja, for 14 dage siden kunne hverken forsvarsminister Trine Bramsen, udenrigsminister Jeppe Kofod eller vi andre udpege stedet på et kort. Men nu messer unge Kofod den godt brugte remse: ’Det er afgørende for vores sikkerhed, at vi bidrager til stabiliteten i Europas nærområder.’

JEG KAN RØBE, at Sahal-regionen ikke er et europæisk nærområde, men strækker sig tværs over Afrika. 529 danske hjælpere stationeret i Mali udgør vort bidrag til denne verdensdels forbedring. Mali ligger i Vestafrika - hvis Kofod og Bramsen skulle have glemt det.

DET ER NU HELLER IKKE nemt at holde styr på Danmarks utrættelige indsatsområder rundt om på kloden. I perioden 1991 til 2018 har vi ifølge Forsvarsministeriet sendt 77.163 mennesker af sted i militære missioner. Flest til Afghanistan, Kosovo, Balkan, Irak og Syrien.

Jeg tør ikke hævde, at det har skabt nogen målbar fremgang for menneskelig lykke, men det er et voldsomt tal for en nation af vor størrelse.

Jeg begriber ikke vore politikeres forhippethed på at sende unge landsmænd på dødsensfarlige missioner i områder, hvor det er svært at påvise, at Danmark har vitale interesser.

JEG KAN SE ideen i, at vi sammen med NATO-kammerater står i de baltiske staters grænseegne og ser truende på russerne i håb om, at de holder sig i skindet. Jeg kan også forstå, hvis vi øger dansk tilstedeværelse ved Nordpolen, hvor vi må prøve at redde den sidste olie, inden russere, kinesere og amerikanere snupper den. For der går nok nogle år, inden Mette Frederiksens regering får os alle sammen til at komme kolort i benzintanken.

EN OPGØRELSE over de seneste 25 år viser, at 68 danske soldater er faldet, og 336 er såret på udenlandske missioner. Flest i Afghanistan og Irak. Så store menneskelige ofre er det plat urimeligt at udsætte familier for, blot for at vi kan føle os som medlemmer af de frommes brigade.

JEG ER MED PÅ, at vi danske står i evig taknemmelighedsgæld til amerikanerne, som reddede os i 1940erne fra at blive trælle under først nazismen, senere kommunismen. Men det kan ikke forpligte os til at springe op og råbe javel, hver gang USA spørger, om Danmark vil bidrage til et eller andet militært eventyr i Langtbortisan.

DEN DANSKE servilitet er pinlig at opleve. Jeg kan forstå, at Donald Trump agiterer for, at Europas medlemmer af NATO – herunder Danmark – må samle os sammen til at betale det kontingent på to procent af bruttonationalproduktet, som vi engang forpligtede os til. Sikkerhed og solidaritet koster. Men heraf følger ikke, at vi skal sætte menneskeliv  på spil, hver gang amerikanerne trækker revolveren.

Det ville være den rene rocker-mentalitet. Vi skal nødig sænke os ned på Hells Angels-lederen Jønkes niveau, når han siger: ’Forhandlinger er kun for tøsedrenge, der ikke tør slås.’

DET BESYNDERLIGE ER, at skæbnesvangre beslutninger om at sende vore jenser i krig gang på gang træffes på et øjeblik af politikere fra højre til venstre, mens bagatelsager kan trække ud i årevis.

Forklaringen kan være, at ganske almindelige mennesker bliver udpeget til at være ministre på ganske ualmindelige områder. Sådan er nu engang systemet i  al dets ufuldkommenhed. Det kaldes demokrati.     

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
38 kommentarer
Vis kommentarer