MANGE ANSER DET for upassende at skide i egen rede – så det er heldigt, at jeg ikke tilhører de politisk korrekte og har lov at gå i store sko.
Dagens Gabestok klapper nemlig sammen om store dele af pressen, herunder finans.dk, dr.dk, tv2.dk, eb.dk og berlingske.dk. De meddelte i den forløbne uge samstemmende, at der er idømt lange fængselsstraffe i en historisk straffesag. TV2.dk trumfer med rubrikken: ’Johan Schlüter idømt fire års fængsel’ – og så ikke er et ord mere i første runde.
DET DREJER SIG om ophavsretsadvokaten Johan Schlüter samt hans partnere Susanne Frylund og Lars Halgreen. De har begået mandatsvig for mange millioner kroner, som de skulle have inddrevet til tv- og filmproducenter.
I omtalen af dommen bruges der vendinger som ’advokater skal flere år i fængsel’. Men det faktiske forhold er det modsatte: Nemlig at to af de tre advokater slet ikke kommer i fængsel. Dommene over Schlüter (fire år) og Halgreen (ni måneder) er nemlig betingede og udløses kun, hvis de to begår nye forbrydelser inden for det næste år. Hvilket de næppe er idiotiske nok til at gøre.
NÅR JEG LÆSER referaterne af dommen, tvivler jeg på, at det står alle reportere klart, hvad ’betinget’ betyder. Den faktiske fritagelse for straf, som retsformand Lone Bach Nielsen nådigt skænker to af de tre advokater, nævnes i mange medier som en uinteressant biomstændighed.
Jeg synes, det havde været på sin plads i stedet at diskutere, om et så omfattende svindelnummer med rimelighed kan sanktioneres så mildt, selv om Schlüter er 73 år.