Nedslidte vælgere på knokkel-arbejde

'Mette F. kan jeg ikke blive klog på. ’Pensionsalderen må ikke stige op mod himlen’, har hun sagt. Men samtidig giver hun et uspecificeret løfte om ’ret til tidlig pension,’ skriver Bent Falbert. Foto: Anders Brohus
'Mette F. kan jeg ikke blive klog på. ’Pensionsalderen må ikke stige op mod himlen’, har hun sagt. Men samtidig giver hun et uspecificeret løfte om ’ret til tidlig pension,’ skriver Bent Falbert. Foto: Anders Brohus

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

DET ER HÅRDT at være dansker. Alle ’knokler’. Dét er ledende politikere enige om. De omtaler os konsekvent som ’den hårdt arbejdende befolkning’. De allerhårdest arbejdsramte er hospitalsansatte. De ’løber stærkt’, alle sammen. Det er nok derfor, de bliver ’tidligt nedslidte’.

Derfor skal de have pension før os andre. Lars Løkke vil have nedslidte omkring lægen, før kassen åbnes. Han er betænkelig ved, at ’alle danskere pludselig skal hjem på sofaen, når de fylder 65’.

METTE F. KAN JEG ikke blive klog på. ’Pensionsalderen må ikke stige op mod himlen’, har hun sagt. Men samtidig giver hun et uspecificeret løfte om ’ret til tidlig pension’.

S-ordfører Nicolai Wammen lover, at ’tage fat på de meget nedslidte’. Det lyder ikke rart. Hold labberne væk, tak. Samme Wammen hævder, at Rasmus Paludan –’står for had og afbrænding’. Selv siger Paludan med det skadede hoved: ’Jeg ønsker muslimerne et lykkeligt liv - i de 51 muslimske lande.’ Dét kalder han et ægte paradigmeskifte.

SØREN PAPE er tilfreds med, at ’vi har taget fat på ghettoerne’. Under et blackout gav han vælgerne et tilbud om at gå af, hvis de konservative får under seks mandater. En farlig fristelse.

Uffe Elbæk og hans alternative folkedansere forlanger, at ’vi skal have arbejdsglæden tilbage’. Selv efterlever han sit forsæt ved alligevel ikke at forlade politik, selv om han havde lovet det.

FÆLLES FOR HELE BANDEN er, at de vil ’løse’ alting. ’’Løse flygtningene,’ løse temperaturstigningen’,’løse produktiviteten’ - og så den grimmeste konstruktion: ’løse arbejdsløsheden’. Dansklærerforeningen kan godt lukke.

Den sproglige opfindsomhed er større i Svendborg, hvor Karsten Hønges SF-bestyrelsesmedlem Hans Jørgen Jensen leverer et originalt svar på, om Høngerøvs 20.000 vælgere mon føler sig fuppede over, at han gav EU-mandatet til en pige på 21 år. Svaret lød sådan: ’Vrrrrbababa. Det ved jeg ikke….’.

ALLE POLITIKERNE er enige om, at velfærden skal øges. Hele råderummet skal fyres af på velfærd, for ordet ligger godt i munden. Så er spørgsmålet, hvordan vi bedst får råd til nye offentlige udgifter.

Her leverer Cepos og Liberal Alliance de mest charmerende løsninger: Nemlig at fjerne eller nedsætte topskat, selskabsskat, registreringsafgift og aktieskat. Liberal Alliance vil under kampråbet ’Et Danmark med overskud’ skabe så megen økonomisk aktivitet, at vi får råd til at betale den nye store velfærdsregning, gøre de første 7.000 kr. om måneden skattefri samt sætte 100.000 i beskæftigelse, skønt der kun er 107.000 ledige at tage af.

JEG FILOSOFERER OVER, hvorfor vi ikke afskaffer endnu flere skatter, hvis manøvren giver så eventyrlige resultater. Det har ingen spurgt Cepos og LA om. Nå, valget er jo heller ikke ’løst’ endnu.

Men jeg ser, at fhv. økonomisk vismand Niels Kjærsgård er ude med disse visne ord: ’Det er vigtigt, at man ikke laver for mange ulykker i en valgkamp, hvor politikerne kan være mindre økonomisk rationelle med hensyn til, hvad de siger.’

Det samme kan man mene om afdankede vismænds pessimisme. 

Valgkampens elendigste rim mener jeg at kunne kåre allerede. Det er set på en liste A-plakat og lyder: ’Gør som Mette - stem på Jeppe’.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
19 kommentarer
Vis kommentarer