Nye skatter i baglokalet

Den nye socialdemokratiske skatteminister, Morten Bødskov, er 'en bureaukratisk natur med en lille eksamen fra Aalborg Universitet. Han har aldrig arbejdet en time i den virkelige verden uden for partiet og Folketinget', men han kan skrive skatter ud, skriver Bent Falbert. Foto: Mikkel Tariq Khan
Den nye socialdemokratiske skatteminister, Morten Bødskov, er 'en bureaukratisk natur med en lille eksamen fra Aalborg Universitet. Han har aldrig arbejdet en time i den virkelige verden uden for partiet og Folketinget', men han kan skrive skatter ud, skriver Bent Falbert. Foto: Mikkel Tariq Khan

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

’BETAL DIN SKAT MED GLÆDE’, sagde den socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl. Hans smag var farvet af hans fortid som direktør for Københavns skattevæsen, og det var ham, der i en radiotale i 1942 opfordrede folk til at angive sabotører, så han havde en skidt karakter.

MEN I GENERATION efter generation forankres det simpelt hen i det socialdemokratiske DNA at kæmpe for stadig højere skatter, som skal bruges til velfærdsforbedringer. Det ligger uden for lyserød tankegang at lade skatteyderne beholde lidt flere af de penge, de selv har tjent. Det ville ellers være en populær velfærdsforanstaltning.

Personligt melder jeg mig hellere på USA-grundlægger Benjamin Franklins hold. Denne 'founding father' sagde allerede i 1700-tallet: ’I denne verden er intet sikkert ud over døden og skatterne’.

Desværre møder vi dem i den forkerte rækkefølge.

JEG KAN BLIVE slemt nervøs over alle de skatter, som Mette Frederiksens DSU-regering kan nå at opfinde, inden Folketinget åbnes 1. oktober. Til den tid har hendes ministre haft 118 dage at forberede ubehageligheder i. Det er rekord i tilløb – og tænk, hvad de kan hitte på.

SKATTEMINISTER Morten Bødskov har allerede bebudet, at hans lasede ministerium sysler med en forhøjelse af arveafgiften på en milliard kr. Afgiften blev ellers sat gradvis ned i 2017 fra 15 til 5 pct. for at lette generationsskiftet i 23.000 overvejende mindre virksomheder. P.t. er den på seks pct.

DEN LYSERØDE TÆNKETANK Kraka, der er regeringen venligt stemt, har regnet ud, at Socialdemokratiets 2025-plan vil hæve nationens skatter med fem milliarder kr.

Det gælder bl.a. en ny bankskat på 1,5 milliard kr., der vil blive væltet over på kunderne. Desuden højere skat på renteindtægter, som i forvejen er minimale eller negative, samt en afgift på 45 pct. på aktieindkomster. Den vil ramme folk med private pensionsordninger.

DANMARKS REVISORER har susende travlt for tiden, fordi virksomhedsejere prøver at gardere sig mod disse truende skatter. De, der ikke kan dække skattevæsenets kommende regninger med virksomhedernes overskud, risikerer at skulle låne penge for at kunne betale. 

For nogle lyder dette her måske som de riges problem. Men der er masser af almindelige arbejdspladser på spil.

SPØRGSMÅLET ER, om de nye ministre kan overskue virkningerne af deres mange skatteforslag. Det er den mest uerfarne regering, Danmark har haft. Jeg har tidligere gjort op, at 13 af de 20 ministre aldrig har sat deres ben i en privat virksomhed. Når de åbner munden, savner jeg en elementær forståelse af, at hele vores elskede velfærdssystem kun eksisterer, fordi det private erhvervsliv og dets lønmodtagere tjener penge og betaler skat.

SKATTEMINISTER Morten Bødskov er en typisk repræsentant for den gruppe ministre: En bureaukratisk natur med en lille eksamen fra Aalborg Universitet. Han har aldrig arbejdet en time i den virkelige verden uden for partiet og Folketinget.

Som enhver kan læse, er jeg helt uden fordomme over for den nye regering. Jeg samler al min optimisme og siger som fhv. statsminister Poul Schlüter: ’Det kan gå hurtigt. Det kan gå langsomt. Men det skal nok gå.’

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
49 kommentarer
Vis kommentarer