Oplysning til Samfundet om Borgerne

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

Jeg får løbende henvendelser fra læsere, som ikke begriber, hvordan samfundet fungerer. I dag bringer jeg tre vidt forskellige eksempler – ikke som oplysning til borgerne om samfundet, men som oplysning til samfundets magthavere om borgerne. Det alvorligste først:

1) Hr. A fik som alle 70-årige danske mænd tilsendt to poser afføringsmiddel sammen med et brev fra regionens tarmkræftscreeningsprogram: ’Indsend en afføringsprøve og få undersøgt, om der er blod i den. Det haster.’

Det gjorde A, og ti dage senere kom svaret: Der BLEV fundet blod, og det nye brev oplyste: ’I ca. ét ud af ti tilfælde med blod i afføring, finder man tarmkræft.’

Samtidig blev det oplyst, at ’vi kan desværre ikke tilbyde dig en kikkertundersøgelse inden for den maksimale ventetid på to uger.’ I stedet blev der foreslået en dato fem uger senere.

Hr. A spørger, hvad pokker udtrykket ’den maksimale ventetid på to uger’ betyder, når den i realiteten er fem uger? Og hvordan kan regionen både skræmme folk med, at hver tiende 70-årige med blod i afføringen har tarmkræft
– og samtidig nøle så længe med den livsvigtige undersøgelse?

Det hænger ikke sammen. Der er angivelig tale om, at politikerne i Regionsrådet, Sundhedsministeriet og Folketinget mener, at de kan redde rumpetten ved at fastlægge den maksimale ventetid på undersøgelse til to uger. På den tid kan kræft dårligt nå at brede sig. Men det apparat, de stiller til rådighed for lægerne, er helt utilstrækkeligt. ’Ventetidsgarantien’ er dermed ren svindel.

Hvad hr. A angår, skaffede han sig en kikkertundersøgelse på en privat klinik fire dage senere – hvor han blev frikendt for tegn på kræft.

2) Investeringsbanken Goldman Sachs fik i 2014 lov at købe 19 procent af det kapitalhungrende Dong for otte milliarder kroner. I 2016 gik Dong på Børsen, og Goldman Sachs solgte sine aktier i tre omgange. Samlet fortjeneste på tre år: 11,7 mia. kr. Staten tjente i samme periode 35 mia. kr. på værdistigningen, men kritikken af forløbet var hård. Det var landets arvesølv, der blev foræret væk, lød det.

Nu har Dong solgt hele sin olie- og gasforretning til den schweiziske kapitalgigant Ineos for 8,7 milliarder kroner. Den nye ejer vil især gå efter at udnytte Hejre-feltet i Nordsøen.

Energistyrelsen mener, feltet rummer ni milliarder kubikmeter olie. De kommer altså til at koste en krone stykket – inden investering i udvinding og selve produktionen.

Men hvorfor var det forkasteligt at sælge en femtedel af Dong i 2014 – men helt i orden at skille sig af med hele olie/gasdelen i 2017, spørger hr. B?

Svaret er formentlig, at kritikken først bliver rejst, hvis Ineos tjener rigtig mange penge på købet. Vi danskere er indrettet sådan, at vi vil have alle fordelene, men nødig løbe risikoen.

3) Landet over plages bilister af emsige, private parkeringsselskaber, som knalder såkaldte kontrolafgifter på op til 750 kr. i vinduesviskerne under de særeste påskud.

Fru D har været ude for at få stanget sådan en straf ud, blot forbi bilens ene dæk rørte afstribningen rundt om parkeringsbåsen på en i øvrigt næsten tom parkeringsplads.

Hr. C måtte tilsvarende betale afgift, selv om parkeringsautomaten ikke virkede. Da han ringede til p-selskabet for at anmelde fejlen, var han nummer 12 på linjen. Han lagde derfor en seddel i forruden om den defekte automat og forrettede sit ærinde i en butik. Da han et kvarter senere vendte tilbage til bilen, var den dekoreret med et girokort!

P-selskabet afviste alle hans forklaringer og henviste til dets hjemmeside, hvor der er aftrykt ti domme, som alle giver p-selskabet medhold. Tag dén, bilister!

Nu har fru D imidlertid set lyset. Hun har fra Skatteministeriet modtaget skriftligt løfte om, at ’private parkeringsselskaber ikke har mulighed for at fremfinde adressen på en person, der har adressebeskyttelse’. Selskaberne kan heller ikke ’fremfinde adressen på en person, som er under vidnebeskyttelse’.

Fru D foreslår derfor, at vi bilister alle sammen sørger for at få adressebeskyttelse! Så skulle vi være garderet mod de grådige p-selskabers udplyndring af os. Fru D ser begejstret for sig, at de må lukke butikken.

TEGNING: ALLAN BUCH

Politikerne tror, de kan redde rumpetten ved at fastlægge ventetiden til to uger

Hvorfor var det forkasteligt at sælge 19 pct. af DONG i 2014, men helt ok at skille sig af med oliedelen nu

Få adressebeskyttelse – så slipper du for P-bøder

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
6 kommentarer
Vis kommentarer