Så kold den lille hånd er

Mette Frederiksen har lovet 1000 ekstra sygeplejersker, men har svært ved at finde dem. Bent Falbert har et forslag. Foto: Finn Frandsen
Mette Frederiksen har lovet 1000 ekstra sygeplejersker, men har svært ved at finde dem. Bent Falbert har et forslag. Foto: Finn Frandsen

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

'DER SKAL UDDANNES mere sundhedsfagligt personale samt sikres bedre arbejdsforhold for de ansatte'. Så prangende lyder et af mange upræcise løfter i den fristil, som de røde partier kalder forståelsespapiret.

Mette Frederiksen har for egen regning tilføjet, at hun vil ansætte 1000 ekstra sygeplejersker. Til formålet afsætter hun 500 mio. kr. De skal altså koste 500.000 kr. stykket. Det lyder dyrt.

METTE HAR yderligere det problem, at kun omkring 4000 søger sygeplejerskeuddannelsen årligt, så hun får svært ved at holde ord. Vi har da heller ikke hørt noget om, hvor de 2 x 1000 varme hænder skal komme fra.

Men dét problem skal jeg med fornøjelse løse for statsministeren, når nu hendes overbetalte chefspindoktor Martin Rossen sidder og sover: Det gælder simpelthen om at flytte et antal deltidsansatte til fuld tid eller i hvert fald få en del af dem til at arbejde nogle flere timer om ugen.

I MAJ I ÅR arbejdede 68.000 sundheds- og socialmedarbejdere på deltid i regioner og kommuner, mens kun 14.000 var på fuld tid.

Når det gælder pædagoger i kommunale institutioner, arbejdede 20.000 på fuld tid, mens 27.000 nøjedes med deltid.

DET SER SÅLEDES ud til, at der er så mange at friste med et fuldtidsjob, at det burde være muligt at flytte nogle tusinde.

Pædagoger og navnlig sygeplejersker siger ganske vist gennemgående, at det passer deres livsførelse bedst at være på deltid. Men jeg skulle mene, at selv den mest familieglade sygeplejerske er rede til at sælge nogle ugentlige timer - i hvert fald i visse livsperioder. Penge i rette doser er et gennemprøvet argument.

HVIS VI INDRETTER lønsystemet sådan, at arbejde i mere end 32 timer giver 30 pct. højere gage, vil jeg skyde på, at Mette Frederiksen med ét slag kan indfri sit valgkampløfte. Det er hurtigere og billigere end at vente på, at flere unge ad åre skal få lyst til at uddanne sig til sygeplejerske, pædagog eller sosu-assistent.

HØJE TAASTRUPS BORGMESTER, den konservative Michael Ziegler, er formand for Kommunernes Landsforenings lønudvalg. Selvom han nærer ret stor beundring for egne evner, har han ikke formået at skaffe flere varme hænder, skønt det har været regionernes politik i seks år. Men han må også ganske gratis bruge mit forslag om topbetaling for ugentlige arbejdstimer mellem 32 og 37.

DET SKAL BLIVE interessant at se, om Frederiksen eller Ziegler bliver den første, der markedsfører den enkle metode til at forvandle kolde løfter til varme hænder. Personligt trækker jeg mig bukkende tilbage. Selvom jeg er forud for min tid, er jeg villig til at lade mig indhente. For som bekendt er der ikke grænser for, hvad man kan få gennemført, hvis man afstår fra at tage æren for det.   

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
23 kommentarer
Vis kommentarer