Sådan løses konflikten

Bent Falbert har et forslag til at løse sygeplejerskekonflikten. Foto: Anthon Unger
Bent Falbert har et forslag til at løse sygeplejerskekonflikten. Foto: Anthon Unger

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

SYGEPLEJERSKER EGNER SIG ikke til at strejke. Når Dansk Sygeplejeråd kalder til demonstration, trækker medlemmerne godt nok en T-shirt over hovedet, men det sker med store, undselige smil. Deres fag er service – ikke ballade.

Alene navnet Dansk Sygeplejeråd røber, at det ikke er nogen kamporganisation. Det lyder mere som en statsinstitution. Fagets første strejke fandt da heller ikke sted før i 1973.

DEN AKTUELLE MEGET HENSYNSFULDE arbejdsnedlæggelse har nu varet i to måneder uden udsigt til forlig. Forbundsformand Grete Christensen – der ligner klassens stille pige – har åbenbart hverken ideer eller pondus til at få gang i forhandlingerne. De socialdemokratiske arbejdsgivere vil ikke engang mødes med hende, og 60.000 udsatte behandlinger hober sig foreløbig op.

FRU CHRISTENSEN mener, at det vil være for dyrt at hæve bunden af lønskalaen. Altså at fordele den formentlig beskedne overenskomstforbedring ud over alle sygeplejersker, hvilket især vil gavne de unge. Det er ellers dem, der er mest trængende, fordi de seneste overenskomstfornyelser navnlig er kommet specialuddannede og særligt ansvarlige til gode i form af individuelle tillæg.

Når man hører på vandrørene, at der hidtil er forhandlet om så små lønforbedringer som 0,30 pct., må man give fruen ret i, at det ser svært ud.

SE, HÉR ER DET, jeg kan tilbyde parterne en smart løsning: Tag puklen af udsatte operationer og andre behandlinger med på forhandlingsbordet.

På et eller andet tidspunkt skal bjerget af ubehandlede patienter alligevel nedbringes. Folk kan ikke være tjent med at stå i kø i evigheder. Hvorfor så ikke puste liv i de strandede forhandlinger ved sideløbende med overenskomstfornyelsen at aftale, hvordan ventelisterne afvikles – naturligvis mod en vis ekstrabetaling?

PÅ DEN MÅDE løses to problemer på én gang: Sygeplejerskerne tjener flere penge – og køen af patienter forsvinder hurtigere, end hvis vi skal vente længe på, at politikerne samler mundvandet – med risiko for, at konflikten koster menneskeliv.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
67 kommentarer
Vis kommentarer