Smid så det tørklæde

Tegning: Allan Buch
Tegning: Allan Buch

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

I norske uddannelsesinstitutioner skal det nu forbydes at bære tøj, der skjuler ansigtet. Det vil i praksis sige burka og visse tørklæder.

Et lovforslag blev mandag præsenteret af uddannelsesminister Torbjørn Røe Isaksen og integrationsminister Per Sandberg. Forbuddet skal gælde i hele forløbet fra børnehave til og med universitet.

Isaksen siger, at det især inden for uddannelse er vigtigt, at lærere og elever kan se hinandens ansigter, så forbuddet omfatter begge grupper. Ved at lovfæste bestemmelsen sikrer regeringen, at der styres efter ens regler i hele det langstrakte land

Reglen omfatter også undervisning af flygtninge og indvandrere, så nyankomne straks ser i praksis, hvordan vilkår og sædvane er i Norge.

JEG SYNES, det er en god begyndelse. Lovforslaget genåbner den danske debat om, hvordan vi skal indrette os. Her i landet er retstilstanden sådan, at dommere ikke må bære religiøse symboler synligt, og demonstranter må ikke have elefanthue på. Der er ikke faste forskrifter for andre. Der udover kan en arbejdsgiver lovligt fyre en ansat, der nægter at arbejde uden at skjule ansigtet. Det har Højesteret statueret, og EU-domstolen godkendt.

Det ledende synspunkt er, at hvis en arbejdsplads har brede regler, som forbyder ansatte at bære enhver form for tydelige religiøse symboler, er der ikke tale om diskrimination. Afskedigelser er lovlige, fordi reglerne omfatter samtlige trosretninger.

Jeg synes, det er et rimeligt krav, at folk, der giver eller modtager undervisning, kan se hinandens ansigter. Men der findes mange andre situationer, hvor det er lige så vigtigt. For eksempel på offentlige kontorer, hvor socialrådgivere og klienter må kunne se hinanden i øjnene. Ellers bliver mødet lidt for ejendommeligt. Ansigtsudtryk som kommunikationsform er særligt vigtige, når der er sproglige forståelsesproblemer. Det kan gå helt galt, hvis man ikke kan se et smil.

DE EUROPÆISKE lande har håndteret spørgsmålet meget forskelligt. Nogle lægger vægt på, at valget af beklædning udgør en personlig frihedsrettighed, som ikke må begrænses. Det lyder smukt, men vores demokrati ændrer karakter, hvis ikke vi fægter med åben og genkendelig pande.

I Bulgarien blev det i oktober 2016 forbudt at færdes med slør på offentlige steder. En million bulgarere er muslimer, så forbuddet rammer tungt. Alligevel har det ikke afstedkommet større protester. Måske fordi bulgarere historisk er vant til at adlyde ordrer oppefra.

I Frankrig, Schweiz, Belgien og Holland er slør og burka forbudt på offentlige steder. Ansigtet skal være frit, men en niqab, som alene skjuler håret, godkendes i et vist omfang.

I den italiensktalende schweiziske kanton Ticino kan det koste en bøde på 70.000 kroner at færdes i burka, der anses for at være et potentielt bombeskjul.

I de fleste europæiske nationer er diskussionen relativt ny. Frankrig har flest erfaringer. Præsident Jaques Chirac standsede allerede for 13 år siden debatten ved at gennemføre forbud mod alle iøjefaldende religiøse symboler. På én gang forbød han tørklæder, jødekalotter, store kors, halsbånd og turban i det offentliges områder.

DET VIRKER SKRUPSKØRT, at mennesker ikke må se hele hovedet på dem, de møder på deres vej. Hvorfra stammer dette hysteri? Var det en fyrste, der ville sikre sin eneret til haremmet?

Muslimer søger altid svar i Koranen. Men det er vanskeligt at præcisere Koranens forskrift om, hvordan kvinder skal dække sig.

Der synes dog bag nogle kryptiske linjer at skjule sig den forestilling, at enhver kvinde er i overhængende fare for at blive angrebet af seksuelt afsporede mænd, hvis vi får et glimt af deres betagende skønhed i form af blot en ankel eller hårlok.

Jeg må konstatere, at dækmanøvren er lykkedes i Danmark. De færreste kvinder i mørkt telt med synligt ansigt udgør nogen stor fristelse, når de kommer tøffende i de tykbundede gummisko, der åbenbart er obligatoriske under færden uden for det lille hjem.

Senest er det den komiske burkini, der strides om. Det er en klodset badedragt, som påtvinges unge kvinder i forstokkede miljøer. Igen må jeg afvise, at disse tekstiler spiller nogen som hest rolle som fremmere eller hæmmere af mænds trang til erotisk dåd.

DET NORSKE lovforslag rejser spørgsmålet: Skal Danmark følge trop?

Svaret er nej. For det første skal vi aldrig rende i rumpen på vor gamle koloni. For det andet er det sært udelukkende at forbyde tørklæder i undervisningsverdenen. Vi skal videre.

Det ville klæde Danmark at indføre forbud mod enhver ansigtsdækkende beklædning i arbejdstiden blandt alle offentligt ansatte samt borgere, der opsøger dem. Private virksomheder kan selv bestemme, om deres personale må rende rundt og flashe religiøse symboler.

Til gengæld synes jeg, at folk i deres fritid skal have lov at iføre sig de mest absurde klædningsstykker. På den måde begrænses den personlige frihed kun, når hensynet til andre tydeligvis vejer tungest.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
32 kommentarer
Vis kommentarer