Søren Pape brænder inde med forbryderne

Søren pape poulsen har skrevet danmarkshistorie. Jeg burde tro på det uden skepsis, for jeg har oplysningen fra det smilende, konservative menneske selv. Den pæne mand kan da ikke tænkes at lyve, vel? Og som jyde vil det være imod naturens orden, at han overdriver.

Kækt skriver justitsministeren på sin officielle hjemmeside: ’Danmark sikrer reform af menneskerettigheder.’ Under den overskrift hedder det: ’Med justitsminister Søren Pape Poulsen for bordenden har Danmark forhandlet en stor aftale på plads om nye reformer af det europæiske menneskerettighedssystem.’

Nu er reformer vel altid nye, men jeg tilgiver ham formuleringen. Begejstring skygger for formalia, især selvbegejstring. Og i dette tilfælde er der tale om en ’banebrydende aftale’.

47 landes repræsentanter mødtes i København, fordi Danmark i dette halvår er formand for Europarådet – og ih, hvor gik det godt ifølge Pape, som udtaler: ’Jeg er både stolt og glad. Det har været en afgørende prioritet for regeringen at få fremtidssikret menneskerettighederne. Det er enormt vigtigt, ikke kun for Danmark, men for hele Europa.

Med aftalen indgået i København får vi en beskyttelse af menneskerettighederne, som er både mere balanceret og mere effektiv end den, vi har i dag’, siger han.

Ministerens ekstase er dog ikke helt deroppe, hvor han ikke kan være i sin egen krop. Den er jo også ganske rummelig.

Jamen hov, Pape! Meningen med hele manøvren var at bruge det danske formandskab til få Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til at styre sig, så den ikke hele tiden standser udvisning af mordere og professionelle gangstere.

Problemet er, at selvom forbrydere er dømt til udvisning fra f.eks. Danmark, skrider domstolen i Strasbourg gang på gang ind og giver den dømte medhold i, at han/hun må blive i Danmark, fordi den pågældendes tilknytningsforhold er mere danske end langtbortistanske.

Dén nævenyttige praksis fik vores glade og stolte og banebrydende justitsminister ikke lavet om trods ’halvandet års benhårdt forarbejde’.

Københavneraftalen gør klart, at det er op til hvert enkelt af de 47 medlemslande at fremtidssikre menneskerettighederne. Det vil sige at give ansvaret for deres overholdelse til det enkelte land – med mulighed for, at fællesskabet skrider ind, hvis menneskerettighederne overtrædes.

Men aftalen siger ikke klart, at domstolen skal holde fingrene fra personsager, som medlemslandene glimrende er i stand til selv at håndtere. Det er ikke mindst dem, der får folk til at se rødt – og de nationale højesteretter til at afværge udvisninger, fordi de nødig vil underkendes efterfølgende.

Menneskerettigheder burde først og fremmest forstås som de frihedsgarantier, folk i hver enkelt stat nyder i forhold til samme stats magtapparat. Men i stigende grad bliver de brugt som en faldskærm, fremmede nationaliteters udskud påberåber sig, når de bliver dømt.

Den irriterende praksis med at lytte mere til forbryderne end til f.eks. en dansk dommer, når det gælder udvisning som led i en dom, fik den glade Søren Pape altså ikke ændret.

Hvis der virkelig blev taget fat på det emne, ville de 47 landes repræsentanter være nødt til at gøre noget ved den gigantiske sagspukkel, der hober sig op i domstolen. Der indløber let 10.000 klagesager pr. år. Domstolen afsiger omkring 1000 domme årligt.

Det tager derfor sin tid at få at vide, om domstolen overhovedet vil behandle en klagesag. Som regel går der flere år, som den principielt udviste – men i praksis løsgående kan udnytte til at begå yderligere kriminalitet.

Alle implicerede – dømte, ofre, dommere, anklagere og forsvarere – kan således sagtens nå pensionsalderen, inden en given sag realitetsbehandles.

Kortere sagt: Søren Pape Poulsen må på den igen – uanset om han kan være i sin krop.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen