Sproget forkvakles

'Det er mig en lidelse i hver eneste radio- og tv-avis at høre folk sige: ’Det er et godt spørgsmål.’ Jamen, så svar dog for hulen: ’Jeg véd det ikke, men jeg skal gerne undersøge sagen,’ skriver Bent Falbert (her billede af Ask Rostrup, der interviewes om 'næser').
'Det er mig en lidelse i hver eneste radio- og tv-avis at høre folk sige: ’Det er et godt spørgsmål.’ Jamen, så svar dog for hulen: ’Jeg véd det ikke, men jeg skal gerne undersøge sagen,’ skriver Bent Falbert (her billede af Ask Rostrup, der interviewes om 'næser').

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

JEG HAR LYST TIL AT ride et par sproglige kæpheste.

Det er mig en lidelse i hver eneste radio- og tv-avis at høre folk sige: ’Det er et godt spørgsmål.’ Jamen, så svar dog for hulen: ’Jeg véd det ikke, men jeg skal gerne undersøge sagen.’

Unoden begyndte som de udsendte tv/radio-reporteres måde at skaffe sig tænketid på, mens de funderede over, hvad de dog skulle svare på studieværternes åndssvage spørgsmål om, hvad den franske befolkning mener om atomkraft, Brexit og det seneste terroranslag.

MED DEN OBLIGATORISKE forsinkelse af lyden opnår reporteren i alt fem sekunders tænketid. Det får vi andre også, så vi når at blive helt sikre på, at samtalen er meningsløs. Det er nemlig IKKE et godt spørgsmål.

Bagefter diskuteres dagens sag i studiet, og som regel er der indkaldt et par generte ph.d’ere fra universiteterne i Odense og Roskilde. Når den ene har forklaret sit syn på emnet, kan vi være sikre på, at den anden svarer:

’Lige præcis’. De to ord er også faste gengangere i enhver debat. De er i øvrigt misvisende, fordi det altid viser sig, at de indkaldte debattører alligevel ikke er præcis enige. Men vendingen er uundgåelig.

NU, DA JEG ER I GANG, skal jeg huske at skælde ud over en tredje genganger.

’Sandheden er….’, begynder den. Tja, hvis sandheden er sådan, er der ligesom ikke mere at debattere. Men dét bliver der alligevel.

Jeg tror, det er Hans Engell, der oftest bruger vendingen - med stor patos.

Men han har efterhånden mange følgere i Kommentariatet. Sikke mange indiskutable sandheder, vi bliver betroet.

COMPUTERALDEREN TRÆKKER også sit hæslige spor hen over vort kære modersmål.

Vi viser ikke hinanden et billede eller en tekst. Næ, det er noget vi ’lægger op’. Hvor op, spørger jeg? I himlen? Jeg tror, Vorherre vil frabede sig selskab af alt det vrøvl, der strømmer fra folks apparater.

Men ud i verden skal det brændende budskab, synes de fleste. Det skal ’deles’, Ikke sendes, ikke forelægges, ikke udbredes. Næ, deles.

Det lyder forkert, fordi det er udansk. Men jeg er ganske klar over, at jeg ikke slipper af med det. Ikke engang hvis sinkerne i Sprognævnet vovede sig frem med lidt mandsmod. Men de sidder musestille på deres plads i Bogense og håber, de ikke bliver sendt længere væk.

SÅ VI MÅ KLARE OS SELV: Mit sidste ærinde er at bede alle om at bemærke forskellen på ental og flertal. Engang var det en selvfølge. 

Nu siger og skriver folk rask væk: ’Campisterne samledes på sin yndlingsplads’.

Mine damer og herrer – tag jer sammen. Det hedder ’Campisterne samledes på deres yndlingsplads’.

Flertalsformen er med 120 km i timen ved at blive udraderet. Alle begår fejlen – unge, gamle, på skrift, i tale. Jeg begriber ikke, hvordan denne uskønne bommert har vundet indpas.

Det er faktisk et godt spørgsmål. Men sandheden er, at sproget forkvakles, hvis vi ikke står sammen om at luge i den slags omsiggribende fejl.  

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
34 kommentarer
Vis kommentarer