UDEN AT DET RIGTIGT er gået op for danskerne, er Sundhedsstyrelsen i fuld gang med at indrette vores liv i alle detaljer – langt ud over dét med at holde afstand til andre, spritte grundigt og bære mundbind, med mindre man er ansat i sundhedsvæsenet, for så er det lige meget med bindet.
DET ER SUNDHEDSSTYRELSENS vicedirektør, Helene Bilsted Probst, der på et tv-transmitteret pressemøde forleden gav gode, håndfaste råd om, hvordan vi skal opføre os under ’socialt samvær i en tid med COVI-19’. Rådgivningen følges op på styrelsens hjemmeside:
’OVERVEJ, HVAD der er vigtigt for dig at gøre lige nu, og hvad der kan aflyses eller udskydes’, hedder det. Vi skal helst holde os fra samvær med folk, vi kender. Men vil vi absolut have samkvem, skal vi ’overveje at mødes med vennerne på en gåtur’, formaner vicedirektør Probst.
Hvis vi alligevel forvilder os inden døre sammen med andre, skal vi én gang i timen tømme lokalet for personer og lufte ud.
DER ER INGEN grund til, at du er kreativ, for Sundhedsstyrelsen har tænkt på alt. F.eks. lyder en forholdsordre: Skru ned for radioen, så du ikke kommer til at synge højt, hvilket spreder smitte!
VICEDIREKTØR PROBST bobler af gode ideer til aktiviteter, man kan kaste sig ud i uden at risikere smitte: Hun anbefaler at lave bål, samle kastanjer, finde flotte blade i efterårsfarver eller kigge på kronhjorte og andre dyr i skoven.
BEFOLKNINGEN behøver således ikke at tænke selv. Vi kan bare gå frem efter sundhedsvicedirektørens rådgivning. Styrelsens fem travle afdelinger har et budget på 728 mio.kr., så den véd nok, hvad vi har godt af. Jeg synes, pengene er givet godt ud.
NU VENTER JEG bare spændt på, hvornår vi mon modtager Helene Probsts anbefalinger om, hvordan vi skal holde jul. Måske kan direktør Søren Brostrøm give hende et nap med at udtænke dét?
Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.