Vores blinde politi

Tegning: Allan Buch
Tegning: Allan Buch

Jeg vil kunne stole på politiet. Det kan ikke være noget urimeligt krav, at politifolk overholder lovene og siger sandheden. 

Det lyder elementært. Det er det også. F.eks. er dansk politi og øvrige offentligt ansatte uskyldige som nyfalden sne i internationale opgørelser over korruption og magtmisbrug, fraset nogle småpletter. Så rent statistisk ligger vi lunt.

KØBENHAVNS UNIVERSITET målte borgernes tillid til ordensmagten i 2006 og 2010 – altså før og efter politireformens ikrafttræden 1. januar 2007. Det skete som interviewundersøgelser. Ved den første nærede fire ud af fem landsmænd stor tillid til politiet. Ved den anden var begejstringen dalet til tre ud af fem. Altså noget af et styrt. 

Siden har det rettet sig. I 2013-16 er tilliden igen omkring 80 pct. Men politiforliget anno 2015 lukkede eller nedbarberede 21 stationer. I et stigende antal tilfælde kommer politiet ikke, når der er begået indbrud. Selv når en tyv fastholdes, kan politiet give besked om at sikre sig tyvens identitet, men lade ham gå. Sådanne oplevelser har visse steder ført til oprettelse af borgerværn eller privat lønnet vagttjeneste.

DE GANGE, jeg selv har haft brug for assistance, har politifolk med konduite optrådt imødekommende, korrekt og professionelt. Jeg har intet at klage over på egne vegne. 

Men det er sørgeligt at læse om, at stribevis af politifolk har gjort en ynkelig figur, da de blev afhørt i Tibetkommissionen. Den blev nedsat, efter at det stærkt forsinket kom frem, at der i Københavns Politi i 2012 var givet en ordre om at skærme demonstranter med protestplakater. Meningen var, at Kinas præsident Xi på biltur gennem København skulle slippe for det grimme syn af Tibet-venner, som protesterede imod Kinas brutale undertrykkelse af tibetanerne.

POLITICHEFER og mellemledere, PET-agenter og embedsmænd fra Justits- og Udenrigsministerierne har gennem 70 forhør snoet sig uden om ansvaret for, at grundlovens frihedsrettigheder blev trådt ned af nogle platfodede politifolk, der beslaglagde demonstranternes materiale og parkerede politibusser sådan, at de sarte kinesere ikke kunne se aktivisterne. 

Samme stærke synshandicap har ramt den københavnske politistyrke. Det har således været umuligt for alle disse ordenshåndhævere at identificere de politifolk, som på tydelige billeder går i aktion mod demonstranterne.

LIGE SÅ UMULIGT har det været at få nogen til at tage ansvaret for den centrale operationsbefaling om politiindgrebet. En bekymret PET-agent – som ikke hedder 007, men mere bureaukratisk KF0764 – skal have tilskyndet politiet til aktionen, fordi handelsaftaler til milliarder kunne blive tabt, hvis kineserne tabte ansigt. 

Adskillige embedsmænd har den logiske forklaring på deres uvidenhed om operationsbefalingen, at de bare gav den videre – ulæst! Jeg må sige, at sjældent har så mange vist så ringe interesse for at læse et så interessant dokument. Igen må der være tale om et nærmest invaliderende svagt kollektivt syn – parret med en fuldstændig mangel på nysgerrighed. 

Den eneste, som hidtil har lidt et karrieretab, er Claus Hjelm Olsen, der som vicepolitiinspektør styrede Tibet-operationen. Han er sigtet for at lyve i retten og er eksporteret til det tilbagestående Nordsjælland.

OPERATIONSBEFALINGEN er altså skrevet af ukendte og videregivet til andre ukendte. Man skal være overmenneskeligt godtroende for at fæste lid til de mange sære forklaringer om, hvor lidt de implicerede vidste om noget som helst. 

Det er nærliggende at sende hele banden til øjenlæge for at få undersøgt synet. Næste skridt må være at afskedige en del af disse politifolk og embedsmænd. For skatteyderne kan ikke med rimelighed belastes af lønudgifter til statsembedsmænd, som praktisk talt er blinde. Slet ikke når afhøringerne har afsløret, at de yderligere lider af omfattende hukommelsestab og uhæmmet trang til at fortælle løgnehistorier. Pinlighederne er nu overstået. Resten af kommissionens arbejde består i at skrive en eventyrbog om alle de røverhistorier, den har hørt.

I VISSE FROMME KREDSE er det mondænt at sige, at man er flov over at være dansker, fordi vi ikke giver enhver udlænding adgang til de sociale kasser. Det er jeg ikke flov over. Danskerne kan ikke forsørge den halve verden. Vi har rigeligt i de sociale tilfælde, som allerede er her. 

Men jeg er flov og skuffet over, at så mange overordnede embedsmænd i politi og centraladministration løber kapløb fra ansvaret for et alvorligt grundlovsbrud. De har kun travlt med dét, der hedder CMA – cover my ass. Undskyld mit engelske, men det lyder bedre end DMR – dæk min røv.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen