Igennem en efterhånden lang periode har Dansk Folkeparti været dybt splittede. Og hvor man tidligere klappede uenigheder af bag lukkede døre, er stridighedens manege nu flyttet ind i den danske presse. Beskyldninger om hård tone, illoyalitet og medansvar for partiets krise flyver igennem luften.
Men hvorfor hører vi intet om formandskandidaternes politik?
Det kan være udfordrende at holde hovedet koldt. Det ved jeg fra Venstre, der igennem flere omgange har været i lignende situation. Fra at handle om konkret politik var omdrejningspunktet hos Venstre striden mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen, skarpt efterfulgt af uenighederne mellem Inger Støjberg og Jakob Ellemann-Jensen. Utallige gange har politiske udspil dog måtte vige pladsen for rubrikker om iskold luft mellem ledende politiske skikkelser, og det kan – i moderate mængder – sådan set også være interessant.
Tilbage står alligevel en undren hos mig, og den retter sig mod pressens dækning af månederne op til DF’s landsmøde på søndag. Anerkendte journalister synes mere optagede af de interne grupperinger, pladserne i en kommende ledelse af partiet og tilsvininger på kryds og tværs end den egentlige politik. For hvad adskiller i grunden Martin Henriksen, Morten Messerschmidt og Merete Dea? Hvad er deres politiske projekter hver især, og hvad er de overordnede linjer og ambitioner for partiet? Hvordan ser de på den trussel, Nye Borgerlige udgør overfor Dansk Folkepartis tidligere politiske kronjuvel – nemlig udlændingepolitikken? Hvordan stiller de sig hver især i forhold til en mulig regeringsdeltagelse, som har været omdiskuteret intent siden 2015, hvor DF havde en unik mulighed for at omdanne deres flotte mandatfremgang til en plads i regeringen med de øvrige blå partier?
Spørgsmålene er mange, men de får lov at blafre i luften.
Journalisterne svigter dermed en deres fornemmeste opgave, når de graver sig ned i et kaninhul af personfnidder; nemlig at oplyse befolkningen om, hvad de får for deres stemme, hvis den skulle tilfalde Dansk Folkeparti under en ny ledelse.
Under overskriften ’Gammelt nag ruster ikke – formandskampen spidser til’, kunne man således på forsiden af Berlingske torsdag den 20. januar læse en teaser til en stor artikel, der er mere fokuseret på den uforsonlige stemning mellem formandskandidaterne Morten Messerschmidt og Martin Henriksen end egentlig politik. Ekstra Bladet selv er ikke meget bedre, når man på forsiden fredag kan læse om ’Tulles hævn’ og digitalt lokkes af artiklen ’Beskidt krig til det sidste’, ledsaget af et billede af en mellemfornøjet Martin Henriksen. Selv Information præsenterer i dag en tidslinje under navnet ’Fra det næststørste parti til mudderkast og splittelse.’
Jeg forstår så ganske udmærket, at drama og splid sælger billetter. Men det er pressens opgave at holde skruen lige i vandet. Der er historisk mange politiske partier og projekter på Christiansborg, langt flere løsgængere og partihoppere end tidligere, og vigtigst af alt; en meget lav grad af tillid til vores folkevalgte. Jeg har svært ved at forestille mig, at ugers dækning af formandsvalget med intenst fokus på snask og uvenskab bidrager konstruktivt til den udvikling.
