Det er svært at holde tungen lige i munden i de verserende sager om sexisme og krænkelser i mediebranchen. Heldigvis har nogle af branchens store profiler omsider indset, at det ikke skaber hverken troværdighed eller respekt at stikke hovedet i busken og satse på, at metoo driver over.
Mange års ledelsessvigt, manglende håndtering og magtmisbrug medvirker til, at dagsordenen er kommet for at blive. Så langt så godt.
Senest har Ekstra Bladet bragt en forside i dagens avis om Cecilie Becks seksuelle relation til en praktikant nogle år tilbage på TV2. Historien deler vandene. For hvorfor må Jes Dorph Petersen ikke knalde med sine praktikanter, hvis Cecilie Beck godt må? Går metoo-kun én vej, hvor mænd sættes i gabestok for gamle (og i nogens tilfælde fortrængte) sager, mens prominente kvinder ikke skal påtage sig det dertilhørende ansvar?
Vi ved, at det kan være vanskeligt for praktikanter og studenter at sige nej, og naturligvis kan også kvinder misbruge deres magt. Gør de det, er det åbenlyst, at det må have samme konsekvenser som for mænd.
Et væsentligt kriterium i metoo-sagerne er imidlertid, at der er et offer. Her snubler nogle af de største metoo-modstandere i deres argumentation. Sammenligningen mellem Beck og Dorph er derfor helt ved siden af skiven, idet flere kvinder stod frem og fortalte om grove krænkelser i stort omfang.
Så vidt vides har Cecilie Beck ikke et offer på samvittigheden – i hvert fald ikke et offer, der har ønsket at stå frem og anklage nyhedsværten for krænkende adfærd, og der er heller ikke i skrivende stund tilgået TV2’s ledelse klager om selv samme, hedder det fra TV2.
At mænds krænkelser i langt højere grad end kvinders bliver mødt med skuldertræk, digitale high fives og kommentarer, som underkender oplevelserne må danne grobund for en selvstændig klumme. Også her har vi en kønsmæssig skævvridning, som gør mænds oplevelser tabubelagte og ligegyldige i offentlighedens øjne, hvorfor man(d) vil være langt mindre tilbøjelig til at klage til ledelsen med en metoo-sag.
Er man krænker, hvis der ikke er et offer? Jeg har fra min tid i politik set flere eksempler på såkaldte negative kulturbærere, der til politiske arrangementer opførte sig særdeles upassende, deres position taget i betragtning. Størstedelen var samtykkende hændelser uden et egentligt offer.
De afledte effekter er til gengæld ganske tydelige at få øje på. Det kan være unge kvinders forsøg på at skærme jævnaldrende partifæller fra personer, som har for vane at opføre sig på en måde, som ikke er i overensstemmelse med deres rolle og ansvar. Eller det kan være rygter om, at man skal være varsom med navngivne personer til sociale arrangementer. Disse magtfulde mennesker bliver såkaldte negative kulturbærere, og her kommer Cecilie Beck ind i billedet. Selv med fuldt samtykke fra den pågældende praktikant bærer hun – i lighed med os andre og især i ledelseslagene – et ansvar for det indtryk, hun giver af sin arbejdsplads.
Der påhviler også et stort ansvar på ledelser, såvel i mediebranchen som i politiske partier, for at definere, hvad det er for en kultur, de ønsker sig. Ledelser skal beslutte, hvad der er acceptabel adfærd på den pågældende arbejdsplads.
Nogle steder er relationer i stil med Cecilie Beck og praktikanten helt uhørt – andre steder fuldt accepteret. Det er til syvende og sidst en ledelsesbeslutning. Dertil kommer mediernes ansvar i at uddanne og oplyse i en kompleks debat.
Metoo skal ikke reduceres til sladder og dyneløfteri. Man bør derfor være varsom med at sidestille handlinger, som ikke har ret meget med hinanden at gøre, da det i værste fald vil underminere det forudgående arbejde, der er lagt af især ofrene for seksuelle krænkelser.
