'Det er ikke pigerne, der skal opdrages'

Kønsopdelt svømning er en rigtig dårlig idé, skriver Dan Rachlin. Her et billede af aqua-fitness i Farum. POLFOTO
Kønsopdelt svømning er en rigtig dårlig idé, skriver Dan Rachlin. Her et billede af aqua-fitness i Farum. POLFOTO

Dan Rachlin. Radiovært på DR P5, dj og meningsmager

Jeg anser ikke mig selv for at være decideret ubegavet. Jeg forstår så udmærket godt, at for nogle piger, yngre kvinder med specielt muslimsk baggrund, er køns-separeret svømning eller andre sportsaktiviteter en klar forbedring af deres situation.

Det bringer dem ud i sociale sammenhænge med andre. Ud af hjemmet og isolation. Det udpensler kulturborgmester i København Franciska Rosenkilde fra Alternativet i et forsvar for muligheden for kønsadskilt svømning i svømmehaller i hovedstaden.

Vi taler den kønsopdeling, der forhindrer en dansk far i at overvære sin datters svømmeafslutning, fordi mænd og drenge ikke har adgang til svømmehallen på specifikke tidspunkter. En situation han helt forståeligt har opponeret imod.

'Kønsopdelt svømning er ikke målet i sig selv, men det kan være midlet til, at de her børn og unge kvinder kommer mere ind i foreningslivet,' forklarer kulturborgmesteren.

Det går bare ikke!

Hvad er integration og samhørighed godt for? Hvis prisen er, at piger med ikke-danske forældre ikke kan være sammen med deres danske veninder til alt, hvad et ungdomsliv indeholder? Og nej jeg taler naturligvis ikke om tvangsdruk eller andre uønskede handlinger.Det er muligt, at danske unge har rekord i druk.

Men det i sig selv er ikke en dansk værdi. Det er derimod frihed, friheden til at vælge og vælge fra. Muligheden for at unge mennesker forsøger sig med livet, gerne eller rettere nødvendigvis sammen med ligesindede. I dette tilfælde med jævnaldrende danske piger og unge kvinder, ikke udvalgt baseret på religion eller kulturelle opdragelsesmønstre.

Piger og kvinder i Danmark har kæmpet i årtier for deres frihed og lighed. For at kunne deltage i fællesskaber, aktiviteter på helt lige fod med drenge og mænd.

Jeg kan simpelthen ikke acceptere et lille fremskridt, der betales med et stort skridt tilbage. Så kan Alternativet, det røde flertal kæfte op om de postulerede forbedringer på sigt. Hvis prisen er, at en dansk far ikke må komme i svømmehallen og se sin datters afslutnings-svømmeshow, se sin datter svømme, er prisen for høj, beklager.

Svømmehaller er ikke og skal ikke være et ‘seksualiseret’ område. Det er gader, fodboldbaner, klubber eller andre offentlige steder heller ikke. Piger og kvinder i Danmark skal i princippet kunne bevæge sig nøgne rundt uden at blive antastet, gramset på eller skudt motiver i skoene.

At acceptere restriktioner, forbud, kønsadskillelse, er en accept af, at drenge og mænd ikke kan styre sig. Det er ikke pigerne og kvinderne, der skal opdrages, hvis man mener at sportsaktiviteter, fællesskaber på tværs af køn skulle være farlige. Det er drengene og mændene, der skal opdrages, hvis de ikke forstår at styre sig!

Jeg ønsker, at min datter vokser op med præcis de samme rettigheder, muligheder og ikke mindst frihed som mine tre sønner.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
56 kommentarer
Vis kommentarer