Drop nu buffeten

Buffeter er kilde til monumentalt madspild - drop dem, skriver Dan Rachlin. Foto: Ritzau Scanpix
Buffeter er kilde til monumentalt madspild - drop dem, skriver Dan Rachlin. Foto: Ritzau Scanpix

Dan Rachlin. Radiovært på DR P5, dj og meningsmager

Danskere elsker buffet. Muligheden for at få det hele og ikke skulle foretage drastiske madvalg, men bare kunne gå mad-amok.

Succesfulde kæder er skudt op de seneste årtier, hvor der lokkes med alt, du kan spise for under eller omkring en hundredekroneseddel.

Vi kender alle buffeten til julefrokosten, hvor man mødes over fiskefileten, rejerne og stegen. Vi taler, hygger og pruster ned over maden.

Buffeten, som etniske restauranter i Danmark introducerede i 90'erne, er ofte til priser, som forekommer for gode til at være sande. Og det er de også!

Kvaliteten er tvivlsom, hvis ikke ligefrem sygdomsfremkaldende. Mad genbruges og serveres igen og igen.

Buffeter lokker med masser mad - og ender i overvægt. Og næsten værst af alt: Buffeter er kilden til monumentalt madspild.

Jeg er før blevet beskyldt for ikke at kunne sætte mig ind i den gennemsnitlige danskers økonomi, når det kommer til at spise ude.

Men det er jo rent vrøvl, for man kan vælge at prioritere. Spise lidt mere sjældent ude, men til gengæld spare op til en ordentlig madoplevelse.

Eller gå efter kvalitets-spisesteders tilbud eller kampagner.

Når vi tager på ferie til sydens sol, er hotellernes buffeter også blevet et middelmådigt madmødested. Maden er nogenlunde den samme fra måltid til måltid og fra dag til dag.

Jeg kan forstå, at en ung familie med et eller flere små børn benytter sig af buffeter og all inclusive. Men at vi andre raske og rørige mennesker ikke magter at bevæge os ud fra hotelområdet, er sgu for sløjt. Og smadrer i øvrigt fuldstændig nærmiljøet og de lokale spisesteder med deres autenticitet og gode stemning.

Så kære læser, drop buffeten! Eller skær som minimum ned på de gange, hvor du går til frontalangreb på de fleste ingredienser af madpyramiden.

Drop den herhjemme for et reelt måltid serveret på én tallerken, hvor nogen har gjort deres ypperste for sammensætningen, smagen og serveringen. Drop at spise pasta med kødsovs på din tur til Grækenland, og prøv kræfter med den lille lokale restaurant, som forkæler dig med et simpelt, men friskt måltid, f.eks. med friskfanget fisk, lammekød eller en god salat med solmodne grønsager.

Det her er ikke en kampagne for snobberi, dyre restaurantbesøg og smagsdommeri. Det er en kritik af et i tiderne åbenlyst forkert tiltag, nu hvor vi alle sammen skal tænke over vores kødindtag, variationen i vores måltider og ikke mindst at forhindre madspild, der på verdensplan betyder at over 30 % af hele verdens fødevarer ender med at blive smidt ud.

Det må kunne gøres en lillebitte smule bedre.

Velbekomme.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
11 kommentarer
Vis kommentarer