Hvad er det, 'Blærerøven' siger?

Dan Rachlin beder om hjælp til at forstå, hvad Mads 'Blærerøven' Christiensen mener om sexnoveller. Foto: Jan Sommer
Dan Rachlin beder om hjælp til at forstå, hvad Mads 'Blærerøven' Christiensen mener om sexnoveller. Foto: Jan Sommer

Dan Rachlin. Radiovært, dj og meningsmager

Igennem tiderne er jeg af og til blevet ‘sammenlignet’ med Mads Christensen.

Vi er samme alder, ‘børn af 80erne’, mænd med mange meninger og ytringer, hurtige på aftrækkeren, kække og frække. Men så hører al sammenligning også op tak!

Jeg skriver, af og til her i Ekstra Bladet, mens Mads ‘blærerøv’ Christensen slår bl.a. sine folder i Berlingske, hvor han leverer blogindlæg og meningstilkendegivelser. Forleden dag et hans absolut værste nogensinde.

Eller også har jeg blot misforstået ham.

Han ironiserer og undrer sig over det faktum, at Elisa Lykkes er lykkedes med at samle en række kendte kvinder, og har fået dem til at skrive erotiske noveller i bogen ‘Kvindefantasier’. Frække fiktion - eller måske ikke - tanker, drømme, fantasier.

Der bliver gået til jernet, med heftige historier om knald og knep. Fingre, hænder, kønsorganer på kryds og tværs. Blid sex eller taget hårdt hen over sofaen.

I blogindlægget formår Mads Christensen at blande disse historier, fiktion/ikke fiktion sammen med den eksisterende metoo-problemstilling, debat, konflikter. Det jeg ikke forstår, det er hans forsøg på at få det til at virke, som om de to ting har noget som helst med hinanden at gøre.

Jeg kan simpelthen ikke forstå sammenhængen. Gad vide om det er sådan lidt:

‘De der kvinder vil jo gerne noget pisseflabet, kinky sex, så hvorfor er de blevet så hysteriske og sarte?’

Igen jeg forstår det ikke. Det er jo for helvede forskellen mellem frivillighed og ufrivllighed. Tvang eller ikke tvang. Samtykke eller det modsatte. Drømme og virkelighed. Fantasier eller mareridt. Vi taler om, diskuterer, debatterer.

Kan ‘nogen’ gøre mig klogere? Forstår Mads og eventuelt andre ikke, at jeg sagtens kan være fuldstændig opslugt af en serie om en gal massemorder, uden at jeg nødvendigvis ønsker at være det sel?. At jeg kan se en ordentlig pornohakker, hvor tyske husmødre deltager i et arrangeret gruppeknald, uden at jeg kan forvente at opleve det i kantinen på DR? At kvinder, vores kvinder, moderne, selvstændige, levende kvinder muligvis gerne vil ‘tages hårdt’ og tales beskidt til, men da for helvede selv vil bestemme af hvem og hvornår?

Hvis umiddelbart intelligente, velformulerede mænd, som har levet og oplevet, ikke forstår dilemmaet, den afgrundsdybe forskel på hvad vi mennesker drømmer om og fantaserer om, og hvad vi rent faktisk frivilligt udfører, ja, så er vi langt fra mål

Kvinder er også en slags mennesker, der oplever, drømmer, fantaserer, og måske føres det ud i livet af egen fri vilje, og er langt fra  ‘værkstedshumor’, som i årtier, måske århundreder, har seksualiseret kvinder. Gjort, at kvinder skal lægge ører til ‘komplimenter’ igen og igen, og som gerne handler om udseende, krop, fysik, og ofte leveres med en slags håb om forventet efterbevilling.

Ja, så er vi virkelig fucked! På den ufede måde.

Hvis vi ikke forstår, at afsløringerne i medievirksomheder, hos ingeniørerne, forfatterne og i stort set alle andre brancher er et faktum, så er vi igen langt fra et rimeligt slutresultat. Og hvis ikke vi tager det alvorligt og fatter, at når historier, oplevelser fra kvinder, der er så pissetrætte af at blive klappet i røven, gramset på, fået flabede opfordringer, ikke er enkeltstående episoder.

Hvis vi ikke forstår, at det er en del af alt for mange kvinders daglige liv, så har vi et større problem, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig.

Og stop! Jeg orker ikke den der ‘man(d) må heller ikke noget mere’. ‘Skal man straffes for en hånd på låret for 20 år siden’ ‘Kvinder knalder sig også til en position eller et job’.

Det er jo for helvede ikke det, som metoo handler om. Metoo handler om, at specielt kvinder ikke skal leve i arbejdslivet, i deres sociale liv med en slags fornemmelse af, at de hele tiden løbende skal enten stå til rådighed eller bedømmes for udseende og ‘fuckability’.

Kløften imellem os er muligvis større, end jeg nogensinde havde forestillet mig.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
14 kommentarer
Vis kommentarer