'Hvad sker der for Sass og Socialdemokratiet?'

Dan Rachlin. Radiovært på DR P5, dj og meningsmager

Er Socialdemokratiets Henrik Sass Larsens vanvidsridt for tiden et soloridt?

Eller er det vitterligt landets største partis officielle holdning, at man ønsker en slags hånd- og hals ret over interviews og journalisters spørgsmål og dagsorden for at ville stille op?

Vi, vælgerne, håber det er en medieand.

Ét er, at Socialdemokratiets seneste kampagne på specielt sociale medier var fejlbehæftet med forkerte tal og statistikker.

Noget andet er, at partiet huser så forskellige holdninger som eksempelvis Lars Aslan Rasmussen, Pernille Rosenkrantz-Theil i det ene ringhjørne og Trine Bramsen i det andet.

En tredje kilde til undren er, hvorledes det er lykkedes for landets store samlende menigmandsparti at bevæge sig så langt ud i flygtninge- og indvandrerdebatten, at de et par gange er blevet stoppet af Dansk Folkeparti!

Men hvad er det Henrik Sass Larsen har gang i med, at 'alle medier og journalister er dumme og overfladiske'? Og tilmed krydret med partiets bizzarre forsøg på at udrede trådene med den komplet groggy Reimer Bo som 'seriøs' journalist med seriøse, men dog bestilte spørgsmål til ledelsen i diverse Facebookprogrammer.

Hvad fanden sker der?

Sass-Larsen kan da meget vel have en pointe i, at visse medier og visse journalister leder efter snavs og vaklen i geleddet mere end konkrete politiske vinkler.

Men man rider sgu da ikke den storm af ved at være tøsefornærmet og i ramme alvor insistere på selv at skulle vælge emne, medie og vinkel, hver gang der spørges.

Og da slet ikke hvis man er en politiker med en stadig appetit på landets højeste embeder.

Det er sgu helt Trumpsk!

Der er heldigvis stadig masser af plads til at komme i dybden med forholdsvis komplekse politiske problemstillinger.

Der er tid til at komme ud i krogene på såvel tv ('Deadline', 'Debatten', TV2 News og diverse dokumentarudsendelser) som på radio i diverse programmer på Radio 24syv og P1.

Og trods alt også i den skrevne presse.

Jeg opfordrer Henrik Sass Larsen til hurtigst muligt at melde ud, at det var en tanketorsk.

Og partiformand Mette Frederiksen til forsøgsvis at få sit store uregerlige parti til at gå en smule mere i takt.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen