Må man godt skælde den døde ud til en begravelse?

'Skal begravelser i danske kirker være den samme samling positive, grådkvalte minder og ofte løgne om afdøde,' spørger Dan Rachlin. Foto: Claus Bonnerup
'Skal begravelser i danske kirker være den samme samling positive, grådkvalte minder og ofte løgne om afdøde,' spørger Dan Rachlin. Foto: Claus Bonnerup

Dan Rachlin. Radiovært på DR P5, dj og meningsmager

Der tales om det i nærområdet. Begravelsen hvor datteren til den afdøde mand, gav frit løb i kirken.

Ikke med de sædvanlige lykkelige minder. Ikke med kærlighed og savn. Men datteren hvis alkholiserede far fik en seriøs bredside videre med til det hinsides.

Venner og familie var overraskede, chokerede, men en del forstod også udbruddet. I over 20 år havde hans misbrug haft en rædselsfuld indvirkning på hele familien. Døtrene, hans ekskone, sågar hans mor havde fået smadret tilværelsen grundet hans alkoholindtag.

Utallige kure, afvænningsforsøg på deres initiativ var fejlet, og igen og igen var han vendt tilbage til flasken. Nu stod datteren så modigt og åbenbart tydeligt nødvendigt og skældte ud på sin døde far.

Er det i orden?

Skal begravelser i danske kirker være den samme samling positive, grådkvalte minder og ofte løgne om afdøde? Hvem holder vi i det hele taget begravelsen for?

Den afdøde? De er formentlig ret upåvirkede.

Kan man anskue begravelsen som en seance, der i lige så høj grad er skabt for, at de, der skal leve videre, faktisk kan leve videre? Eller er det en fasttømret regel, at en mindehøjtidelighed altid skal være et skønmaleri, som udelukkende indeholder alt det pæne, vi desperat skraber sammen om det familiemedlem eller den ven, som er gået bort?

Personligt vil jeg egentlig hellere have, at min begravelse, om forhåbentlig mange år, er en udveksling af gode såvel som dårlige minder og oplevelser med mig. Jeg synes ikke, at præstens instuderede og dikterede prædiken giver nogen som helst mening, hvis 98% af dem, der sidder nede i kirken, ved, at de lige nu bliver fyldt med løgn.

Ikke at jeg håber begravelser bliver en lang tilsværtning. Men kunne vi ikke få noget mere ud af døden og livet, hvis vores færd her på jorden blev beskrevet og vurderet, som den rent faktisk havde været?

Kan vores forhold til vores fælles folkekirke ikke blive tættere, hvis det, der foregår i Guds hus ikke er uforståelige, forkerte fortællinger, der udelukkende skal bruges som et desperat forsøg på at trøste?

Måske burde man gå fra en mindehøjtidelighed med en fornemmelse af, at vi har taget afsked på både godt og ondt.

Mon ikke Gud og vi selv kan rumme virkeligheden?

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
7 kommentarer
Vis kommentarer