''Mig, mig, mig'- kulturen har også ramt flytransporten'

Dan Rachlin. Radiovært på DR P5, dj og meningsmager

Indrømmer vi er afdelingen for såkaldte firstworldproblems, men det kan jo ikke være fattige børn i Afrika det hele!

Indtil  videre har jeg i år haft 12 flyvninger, og én ting springer i øjnene. På såvel 'normale' selskabers ruter, som discountselskabernes fly.

Folk er begyndt at tage deres deciderede baggage, kufferter med op i flyveren.

Store kufferter på hjul, og søreme om man ikke lige smugler en pose med lidt toldfrit vand, blade og egen mad (lad vær med det sidste, ingen gider sidde og lugte til din pølsemad fra det øjeblik, du rammer sædet) med op også.

Kampen om pladsen til 'håndbaggage' er blevet en krig.

De fleste skider på regler, og de er i øvrigt ikke i stand til 'travel light'.

Desperate passagerer kommer med deres for store kufferter eller ureglementerede tasker, og starter nu jagten på plads til dem overalt i flyet. Også langt fra deres eget sæde.

Når flyet er landet, starter kaos, fordi ham fra række 3 har sin håndbaggage nede ved række 10.

Som om vi ikke forsinker udgangen fra flyet nok i forvejen.

Selskaberne - ikke mindst de billige - har, heldigvis, spottet problemet, og sorterer kufferter og kæmpepakker fra med hård hånd.

Og det skal de også!

Din kuffert til en uge eller to, skal IKKE med op i flyveren.

Alligevel bliver en del totalt tøsefornærmede, når containeren bliver afvist ved gaten.

Betal for at tjekke baggagen ind som baggage! Eller vælg et selskab, der ikke sætter billetprisen op, hver gang du slår en skid!

'Mig, mig, mig'- kulturen har ramt flytransporten.

Problemet er at der er begrænset plads og begrænsede løsningsmodeller i en flykabine.

Derfor skal man, ikke overraskende, begrænse sine krav om råderum og overveje dem. Ikke mindst på længere flyvninger.

Klippen negle, luften fødder, fysiske udfoldelser er ikke specielt ønskeligt. En sjus, en øl, et glas champagne under en flyvetur er hyggeligt. En kæmpe, højrøstet, storpissende brandert er ikke!

Passagerer med børn, små børn, er et kapitel for sig.

Jeg synes ikke, man skal bebrejde forældre med babyer, at de flyver. Det gør dem også mere stressede.

Men forældre med børn, der kan kommunikeres med indenfor rimelighedens grænser, må godt forsøge at forstå, at deres børns kapløb, skrigeri og skubben ikke nødvendigvis er lige så hyggeligt for medpassagerene.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
15 kommentarer
Vis kommentarer