Min gode ven, mit idol, stemmen fra min barndom og ungdom Michael Bundesen er ikke mere

Dan Rachlin og Michael Bundesen fotograferet sammen i 2017. Foto: Michael Stub/Ritzau Scanpix
Dan Rachlin og Michael Bundesen fotograferet sammen i 2017. Foto: Michael Stub/Ritzau Scanpix

Dan Rachlin. Radiovært, dj og meningsmager

Shu-bi-dua er nu dansk historie.

Igennem de seneste dage har jeg været på samtlige landsdækkende medier.

Som god terapi og adspredelse, og fordi det er bedst, hvis jeg fortæller om Bonden, som han blev kaldt.

Folk, danskerne, er ramt lige i hjertet, lige midt i vores fælles erindring og sjæl.

For vi kunne alle synge med på ‘Danmark’, 'Midsommersangen’, ‘Den røde tråd’ osv.

Eller rettere alle kan dem, men en del af befolkningen lader, som om de ikke kender sangene.

Og ikke kan lide sangene.

Patetisk og faktisk uforståeligt.

Igennem årtierne måtte Shu-bi-dua opleve, at seriøse rock-journalister og en del danskere elskede at hade dem.

Fjollede, ligegyldige, dansktop, uden substans blev prædikater, der klæbede til dem fra sortseende journalisttyper til en lille del af befolkningen, for hvem det ville være ensbetydende med evig dumhed at kunne li Shu-bi-dua.

Og nu præcis som med eksempelvis prins Henrik er der ingen grænser for, hvorledes sidstnævnte gruppe mennesker kommer ud af ormehullerne og nødtvungent eller reelt grebet af sorg indrømmer deres ‘guilty pleasure’ og lovpriser deres betydning i det danske samfund.

Jeg kaster lidt op i munden.

Hvad er det hele præcist ved Shu-bi-dua, der var så pinligt og forfærdeligt?

De starter som totalt drengerøve med spøjse tekster på udenlandske rockklassikere, men bliver hurtigt virkelig ferme til at arrangere og komponere egne melodier.

Er alle deres tekster bare sådan fjollede hele lortet?

Ikke det mindste - på adskillige sange får de fortalt historien om livets hast.

Om at være en lille krusning på det store hav.

‘En rocksangers farvel’, ‘Phil & Delphia’, ‘Den røde tråd’.

Om at være ensom og underlig på ‘Knuden’.

Om modeflip og massehysteri på ‘Askepot’.

Om klimaudfordringer og truede dyr på ‘Costa Kalundborg’ og ‘Hvalen Hvalborg’.

Om døden: ‘Stjernefart’.

Osv., osv.

Men man bliver måske kun taget alvorligt og lyttet eftertænksomt til, hvis man ser og lyder lidende?

Det kulturelle Danmark tager måske kun notits af forfattere og enkelte lyrikere med deres guitar?

Shu-bi-dua ville underholde.

Shu-bi-dua ville fællessang.

Men der er stakkevis af tekster og linjer gemt i deres toplækre pop- og rockmusik, som gemmer på eftertænksomhed og omtanke.

Det kan alle de latterlige hyklere, som nu pludselig er megakede af Michael Bundesens død og Shu-bi-duas ultimative afslutning passende sidde og fundere lidt over.

Vi andre?

Vi kan bare fortsætte med at lade nysgerrigheden, følelsen, hjertet lede os til store oplevelser, sjove, tragiske, spændende, udfordrende, fjollede musikalske oplevelser.

Og aldrig, aldrig forledes til at tro, at smagsdommere, smagspoliti og finkulturelle kan lære os noget som helst andet, end hvordan man er bagklog og tophyklerisk!

‘Om 100 år, der kniber vi en lille tår. For der det nok, en anden en, der spiller rock.'

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
20 kommentarer
Vis kommentarer