Når ytringsfrihed skjuler dumhed

'Det er os ikke forbudt at forsøge at kalde ytringer, her i blandt tegninger, jokes og memes, for det, de også er af og til: Virkelig ufølsomme og ikke specielt befordrende i relation til samfundskritik,' skriver Dan Rachlin i forbindelse med Jyllands-Postens tegning af det kinesiske flag iført virus. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
'Det er os ikke forbudt at forsøge at kalde ytringer, her i blandt tegninger, jokes og memes, for det, de også er af og til: Virkelig ufølsomme og ikke specielt befordrende i relation til samfundskritik,' skriver Dan Rachlin i forbindelse med Jyllands-Postens tegning af det kinesiske flag iført virus. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Dan Rachlin. Radiovært, dj og meningsmager

Knap var Jyllandspostens nyfortolkning af det kinesiske flag publiceret, før kineserne protesterede.

Det var formentlig det bedste, der kunne ske for Jyllands Posten, som fik ubegrænset opmærksomhed. Ikke kun fra de forurettede kinesere, men også en stor samling danskere.

Blandt dem en hel del, der ikke sætter sig ind i tud eller røv, men som automatreaktion brøler: 'Det er vores ytringsfrihed.'

Og jo, naturligvis er den hjerteblod i et moderne, åbent demokrati, men det er jo ikke nødvendigvis det samme som, at den skal hives frem som den endegyldige og afsluttende konklusion og svar på tiltale altid. Kunne det være, at selv en stormagt med helt åbenlyse problemer, når det kommer til samfundskritikere også kan være i knæ?

Kunne det være, at befolkningen i Kina netop nu er skræmte, rådvilde og ikke ved deres levende råd i forhold til en ny og hurtigt voksende epidemi? Kunne man måske forsøge at sætte sig ind i, hvordan andre mennesker tænker og føler, når en dødelig sygdom hærger?

Ytringsfrihed fungerer nu engang bedst, hvis den ikke skampules af uforskammetheder, løjerlige aktioner og ‘jamen det er jo satire’, hver evig eneste gang vi oplever kulturforskelle eller uenigheder om, hvad der er morsomt.

Læsere kan sagtens skrive ‘Dan Rachlin er en afdanket, gammel dj’ HVER gang jeg ytrer mig (og tro mig, nogen gør). Det er deres ytringsret. Men kritikken, ytringen, får unægteligt lidt mere substans, hvis reaktionen går på det sludder, jeg måtte lukke ud, i stedet for den samme gennemsuttede sviner pr. automatik.

Rasmus Paludan og hans allerede halvglemte Stram Kurs havde en pointe, da de insisterede på at binde Koranen ind i bacon, sætte ild til den, krydret med hans remse af tilsvininger af muslimer. Ikke på de beskrevne handlinger, gennemført utallige gange. Men i det ufravigelige mantra, at uagtet hvor tilpas hjernelam den samme såkaldte demonstration var, skal den kunne foretages uden at det fører til overfald og vold.

Derfor har den smukkeste hyldest af ytringsfriheden også været de seneste demonstrationer, hvor kun Paludans telefonholder og en enkelt forvirret fodgænger har været vidner. Ytringsfriheden står ikke som en stolt og rank institution, når den bruges som alibi og undskyldning af borgere, der dumstædigt insisterer på ikke at sætte sig ind i andet, end at vi har den i alle former for humor og såkaldt satire.

Satire er blevet en underlig gumpetung klump slim, der dækker over alt fra relevant prikken til samfundets ledere og magthavere over virkelig dårlige jokes til direkte injurier. Det er os ikke forbudt at forsøge at kalde ytringer, her i blandt tegninger, jokes og memes, for det, de også er af og til: Virkelig ufølsomme og ikke specielt befordrende i relation til samfundskritik.

Det gode, gamle AP Møllerske udtryk ‘rettidig omhu’ kunne eventuelt være medvirkende til ikke at devaluere ‘ytringsfrihed’ til kortet, som spilles hver evig eneste gang, vi dumstædigt holder fast på vores ret til at såre andre mennesker, der ikke nødvendigvis altid er vores modstandere, blot fordi de ikke er som os.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
123 kommentarer
Vis kommentarer