Radio Loud - vi fortjener bedre

'Ungdommens nye landsdækkende DABkanal vil lave pilotprojekter 'on air'. Det kan man mene om, hvad man vil, men ikke meget godt,' skriver Dan Rachlin. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
'Ungdommens nye landsdækkende DABkanal vil lave pilotprojekter 'on air'. Det kan man mene om, hvad man vil, men ikke meget godt,' skriver Dan Rachlin. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Dan Rachlin. Radiovært, dj og meningsmager

Stor var min overraskelse, da en kvindelig chef fra den nystartede Radio Loud på åbningsdagen i P1’s morgenradio kækt annoncerede, at man senere på dagen ville opleve et værtspar, der aldrig havde mødt hinanden før.

Ungdommens nye landsdækkende DABkanal vil altså lave pilotprojekter 'on air'. Det kan man mene om, hvad man vil, men ikke meget godt.

Kanalen har længe vidst, at de skulle sende pr. 1. april 2020. Oven i købet med en særdeles tung økonomisk statsfinansiering fra dag et. At sætte to værter sammen, og ‘se hvad der sker’ uden nogen som helst form for forberedelse, er hverken ungt eller frækt, det er bare dovent.

I det hele taget er Danmarks befolkning, som jo ret beset er de betalende kunder, for tiden vidner til en del landsdækkende radio, der ikke virker forberedt eller gennemtænkt og bestemt heller ikke fejlfrit.

Der er heller ikke nogen, der fordrer, at alt skal være fejlfrit. Men med et samlet budget på en kvart milliard over længden af deres sendetilladelse, ville nogen nok ønske, at der ikke skal eksperimenteres med to tilfældige værter i et studie 'on air'.

Den anden stadig nye, landsdækkende, statsfinansierede Radio 4 har et omkring tre gange så stort budget over de næste otte år. Således betaler danske skatteydere samlet omkring en milliard kroner for at få kvalificeret konkurrence til Danmarks Radio og landets kommercielle kanaler.

Indtil videre uden nogen synderlig berigelse. Hvor Radio 24syv kunne være vanvittig, insisterende og til tider provokerende, turde de dog lade lytterne, danskerne, tænke selv, vurdere selv, gøre os klogere, mere informerede.

Det har efter stationens lukning vist sig ved, at en del af fladens populæreste programmer lever fint videre som podcasts. Radioens satirefyrtårn Kirsten Birgit lever videre. Og en del af Radio 24syvs mest profilerede værter er blevet opslugt af P1 og enkelte af den nye Radio 4.

Vi taler programmer og værter, der kunne være provokerende og stikke ud, men udfordrede os og ikke mindst konkurrenten P1.

Vi lærte, at nyheder i radioen ikke kun nødvendigvis kan læses op af en alvorlig oplæser uden udtryk eller en snert af noget personlighed. Vi grinede og måbede over danskeres opførsel, levevis og provokerende holdninger. Vi blev klogere og klogere på hinanden.

Nu ved jeg jo i sagens natur ikke, hvor Radio Loud og deres unge udtryk lander. Men man kan frygte, at de bliver ufarlige og måske oven i købet overfladiske. Radio 4 er friskt og frejdigt, men aldeles ufarligt. Som en slags P4 uden musik. Der er ikke noget i vejen med P4 og fokus på regioner og provinsen, men dem har vi jo allerede.

P1 som pt. er danskernes eneste mulighed for taleradio, der tør gå virkelig i dybden, panikkede i øvrigt, da Coronakrisen eksploderede. I et par dage fandt de på det forrykte, at samsende med P4, hvilket resulterede i total overfladeradio,med popmusik og friske kommentarer.

Mens det, mange danskere tørstede efter, var løbende nyhedsinformation, krydret med perspektiv og vinklinger på den nye situation for os alle. Ledelsen kom dog hurtigt på bedre tanker, og slog misfosteret ihjel efter et par dage. Og vendte tilbage til livedækning med kompetente værter og journalister.

Og nej, der er ikke noget som helst i vejen med popmusik! Men alting til sin tid.

De seneste års eksplosion i danskernes forbrug og lytning af podcasts beviser i hvert fald én ting: Mange danskere vil gerne helt ned i detaljerne om et emne, der interesserer dem. Det har de statsfinansierede radioer så åbenbart ikke opdaget, endnu. Man fjoller alt for meget rundt i smilende provinsradio, der ikke må stikke ud.

Vi fortjener bedre.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
22 kommentarer
Vis kommentarer