Socialdemokratiet bryder sig ikke om uafhængige medier

Den socialdemokratiske regering kan nu 'ånde lette op, da den kritiske radiostation med de kritiske programmer (Radio24syv, red.) er gjort tavs,' skriver Dan Rachlin. Foto: POLFOTO
Den socialdemokratiske regering kan nu 'ånde lette op, da den kritiske radiostation med de kritiske programmer (Radio24syv, red.) er gjort tavs,' skriver Dan Rachlin. Foto: POLFOTO

Dan Rachlin. Radiovært på DR P5, dj og meningsmager

Det var nemmere i 'gamle dage'.

Aviserne var funderet i interesseorganisationer, højre eller venstre eller deciderede politiske partier.

Du glemmer det måske i dag, men eksempelvis var Politiken glade for Det Radikale Venstre. Berlingske Tidende hørte til blandt de konservative. Og Socialdemokraterne havde op til en gang i 90'erne deres helt egen avis 'Aktuelt', som i en skinmanøvre blev til 'Det Fri Aktuelt', men hvor adgangen til Socialdemokratiets eller rettere fagbevægelsens pengekasse og holdninger stadig lå lige for.

Det blev dog for kedeligt og åbenlyst for danske avislæsere, så 'Det fri' lukkede.

Som medarbejder og involveret i succesfulde The Voice og Kanal 2 oplevede jeg, hvorledes Socialdemokratiet enten direkte eller i form af en underorganisation forsøgte at klemme sig ind med politiske tilkendegivelser overalt.

I perioder var det så kontant, at man etablerede Hovedstadens Socialdemokratiske radio og tv-station. Her blandede man socialdemokratisk politik med popmusik og bingo. En klam og ganske udansk blanding i øvrigt.

I 90'erne og ved årtusindeskiftet var det, som om Socialdemokratiet havde så travlt med at beholde regeringsmagten eller forsøge at genvinde den, at de i denne periode ikke så synligt forsøgte at tvinge deres politik igennem i form af skjult redaktionelt indhold. Men at der i Socialdemokratiet er en decideret ulyst imod medier med statsstøtte, der skulle finde på at lufte vedvarende kritik af deres politik eller politiske ledere, er åbenlyst.

Ekstra Bladet er blevet beskyldt for alverdens grimme ting, fordi avisen støt og roligt har beskrevet, hvorledes eksempelvis Henrik Sass-Larsen har ageret de seneste år.

Og nu har Radio 24syv mærket regeringspartiets ultimative straf, efter at radiostationen i adskillige år har bidt sig fast i politiske sager, og også har stillet magtfulde politikere til offentligt ansvar for magtfuldkommenhed, sjusk og fusk.

Oprindeligt var det Dansk Folkeparti, der gik i krig mod radiostationen med deres absurde krav vedrørende stationens geografiske placering. Men da et folketingsvalg ændrede den politiske situation og førte til en Socialdemokratisk mindretalsregering, gjorde de ikke noget for at bevare radiostationen.

Tværtimod.

En tilsyneladende redningsmanøvre i form af en DAB radiokanal har vist sig at være rent spil - eller rettere urent spil - for galleriet. Og Socialdemokratiet kan nu ånde lettet op, da den kritiske radiostation med de kritiske programmer er gjort tavs.

Indtil nye tiltag med velfunderet journalistik dukker op og vil blive forsøgt manipuleret eller stoppet af Socialdemokratiet og deres kæmpe organisation.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
43 kommentarer
Vis kommentarer