Spis kød til!

Dan Rachlin. Radiovært på DR P5, dj og meningsmager

Indrømmet overskriften er møgprovokerende og egentlig også kun beregnet til, at netop du skal fatte interesse for min tilkengivelse.

Kloden sveder, vi sviner, æder, forbruger og oser mere, end den kan holde til.

Én af de allerstørste miljøsyndere er koen. Den ved det ikke selv, men ikke mindst dens monumentale prutter er ikke godt for ozonlaget. Sammenlagt med dens krav om foder og plads at være på er oksekød én af de helt store miljøsyndere.

I tidligere udviklingslande og i Kina, hvor man i århundreder har 'nøjedes' med grøntsager og hvidt kød fra fjerkræ eller grise, vil de efter deres nyfundne rigdom, også gerne have røde bøffer.

Derfor skal vi allesammen holde lidt igen med oksekødet. Måske se på det som noget, man spiser ved festlige lejligheder eller en enkelt gang om ugen.

Og det er vi faktisk mange, der er begyndt på. Mere grønt, mere fjerkræ, mere gris, mindre ko. At være mere selektiv med sine måltider handler ikke kun om mindre rødt kød, som i øvrigt også er godt for helbredet.

Det handler også om at være opmærksom på dyrevelfærd. At forsøge at spise kød, som kommer fra dyr, der har haft en tålelig tilværelse. Med plads, foder og adspredelse nok.

Det koster, men så må man 'reste' den lidt. Eller man må spise noget billigere andre dage. Det er DIG, forbrugeren, der sidder med magten. Hvis du og andre fravælger det dårlige kød fra mishandlede dyr, gør vi sammen en forskel.

Hvad der derimod IKKE rykker noget specielt, er den gruppering af vegetarer og veganere, der tror, man kan true sine medmennesker til ændring af vaner og holdninger ved tvang, trusler eller shitstorms.

Jeg oplever i stor stil, at debatten på Facebook og andre debatfora hurtigt bliver 'overtaget' af organiserede grønne grupperinger, der ikke ønsker debat og meningsudveksling, men kun at understrege,at netop de har ret.

Den store ændring af spisevaner, dyrevelfærd og respekt, som holder længere, end debatten raser, opnår vi kun ved at nærme os hinanden ved hjælp af forståelse og ændring af de vaner, som stadig dikterer, at velsmagende måltider indeholder kød.

Der er kød på denne vigtige debat. Men der behøver ikke være kød på bordet hver aften.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
14 kommentarer
Vis kommentarer