Trafikkaos af cykler og løbehjul i byen

'Men det er da dumt, ikke? At cyklister uden nogen som helst tanke på egen sårbarhed, kører med hovedet under armen, og ‘flyt dig, jeg skal frem her’, skriver Dan Rachlin.
'Men det er da dumt, ikke? At cyklister uden nogen som helst tanke på egen sårbarhed, kører med hovedet under armen, og ‘flyt dig, jeg skal frem her’, skriver Dan Rachlin.

Dan Rachlin. Radiovært på DR P5, dj og meningsmager

Forleden efter fodboldkamp i Parken oplevede jeg essensen af cyklister og deres uforståelige opførsel i trafikken.

I krydset ved Blegdamsvej og Tagensvej er der kort tid for bilister til at dreje til højre. Og klumper cyklister sig sammen på bilisternes højresvingsvej, ikke dedikeret til andet, opstår...kaos.

Og cyklister klumper sig sammen.

Cyklisterne i hovedstaden og - gætter jeg - i andre store byer har muligvis af nød, muligvis fordi alle former for folk i trafikken kun tænker på sig selv, valgt også at tænke på sig selv og kun sig selv.

Dette er ikke et forsvarsskrift for bilister, slet ikke. For taxachauffører, unge hidsige mænd og en del andre bruger også gaderne i København, som var det en kørebane kun til dem.

Men det er da dumt, ikke? At cyklister uden nogen som helst tanke på egen sårbarhed, kører med hovedet under armen, og ‘flyt dig, jeg skal frem her’.

Når bilister ikke kan komme over i et kryds på grund af ubetænksomme cyklister opstår der kaos i krydset. Så bliver det farligt, alles kamp mod alle, og så opstår der i bedste fald tumult og forvirring, i værste fald ulykker.

At trafikken i København nu også er begavet med de i øvrigt smarte og praktiske elektriske løbehjul, som til gengæld føres i stor stil af opstemte, påvirkede unge mennesker, der gerne deler et løbehjul, gør ikke trafiksituationen i byen mere sikker.

Tværtimod. Løbehjul for fuld skrald på fortorve, i fodgængerfelter, på pladser og stræder er meget hurtigt blevet en pestilens.

Og hvis vi så lige topper den med krydstogtsturister på klappe sammen minicykler og for nogles vedkommende i færd med at tage deres cykelmødom midt i myldretiden, er der lagt op til noget, der ligner scener fra en Tati-film.

Jeg er klar over, at denne kommentar vil putte mig i kategorien sur, midaldrende mand i bil. Og det må jeg så leve med.

Pointen er nu en helt anden:

Hvis vi ikke tager et minimum af hensyn i den trafik, der nærmest er travl i døgndrift, så opstår der trafikpropper, farlige situationer, kaos og uheld.

Det kan man se dagligt derude i trafikken. Hvor roadrage ikke kun fra bilister, men også fra gående, cyklister og snart også folk på løbehjul opleves løbende. Fagter, råb og i værste fald decideret håndgemæng.

Hvis vi ikke allesammen, gående, cyklister, folk på løbehjul, motorcyklister og bilister lige tager minimum af en slapper, udviser overskud og forståelse for, at ingen vinder, hvis vejkryds og travle gader ender i krig og kaos, så ender vi alle som tabere.

Hvad værre er: Flere, ikke mindst de dumdristige cyklister, ender på skadestuen, hospitalet eller kirkegården.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
28 kommentarer
Vis kommentarer