Som tiden går, og jeg bliver ældre, oplever jeg desværre oftere og oftere, hvordan historien gentager sig.
Og at vi de fortravlede, moderne mennesker ikke gider eller evner at lære af fortiden og historien.
Efter nogle år uden valg, tænker man: Bliver det sidste år af en regerings liv, der maksimalt strækker sig over fire år, det samme ligegyldige år fyldt med varm luft og løfter?
Kan det virkelige være rigtigt, at 25% af en arbejdsperiode bruges på at gøre sig klar til den næste?
Well, hvis ansatte i det private eller offentlige arbejdsliv sænkede deres produktivitet med 25%, ville det være fyringsgrundlag, og det ville IKKE tage fire år! Men i dansk politik har vi vænnet os til, at skiftende regeringer finder sig i alt, inklusiv at skulle gennemføre det modsatte af, hvad de gik til valg på.
Bare man kan klæbe sig til taburetterne i de fire, rare år.
Og nu i opløbet op til det valg, som senest skal afvikles inden sommerferien, får gakken, de tomme løfter og den varme luft fuld rulle. I den seneste uge har oppositionen heller ikke holdt sig tilbage.
Socialdemokratiet og deres nye legekammerater i Dansk Folkeparti forsøger dagligt at bilde den måbende befolkning ind, at danskerne skal gå på pension, nærmest som det passer dem. Og det på trods af at mængden af borgere, der brødføder resten, bliver mindre og mindre.
Langt under halvdelen af den voksne, arbejdsduelige del af danskerne betaler for alle andre. Vi lever længere, er blevet generelt sundere, friskere, føler os yngre. Så jo! Naturligvis skal nogle af os ikke på pension som friske, aktive par og 60 årige. Og jo! Selvfølgelig skal den nedslidte murer eller sundhedsassistent ikke tvinges til en mystisk form for tvangsarbejde, når kroppen og måske sindet gør ondt.
Alligevel glemmer vi, hvordan Socialdemokraterne er ansvarsfulde og alvorlige, når de er regeringsbærende. Og useriøse og overbydende som opposition. Og hvordan Dansk Folkeparti i form af Kristian Thuesen-Dahl med nærmest klinisk præcision forstår at gribe vindersagerne krydret med fuldstændig grinagtig overbudspolitik, fordi det gavner sig på valgdagen.
Hvor mange gange er DF ikke taget i at snyde og bedrage deres kernevælgere, de ældre, arbejdende danskere ved at love én ting før valget, og stemme for det stik modsatte efter? Det kan man ikke klandre hverken regering eller opposition for.
Men man kan klandre sig selv og sine omgivelser for ikke at orke at huske blot en anelse af, hvordan udviklingen er gået, bare indenfor det seneste årti.
