Det er den nye religion

Andrea Emilova Ivanova, studerende fra Sofia, Bulgarien, er et Instagram-fænomen, bl.a. fordi hendes særlige identitet og signatur er, at hun har tredoblet størrelse på sine læber. Vi, der fik lov at skabe vores identitet, før mobilen og Nettet, skal være lykkelige, skriver Ekaterina Andersen. Foto:  Jam Press
Andrea Emilova Ivanova, studerende fra Sofia, Bulgarien, er et Instagram-fænomen, bl.a. fordi hendes særlige identitet og signatur er, at hun har tredoblet størrelse på sine læber. Vi, der fik lov at skabe vores identitet, før mobilen og Nettet, skal være lykkelige, skriver Ekaterina Andersen. Foto: Jam Press

Ekaterina Andersen, forfatter, teolog og instagrammer. Skriver om køn og samfund.

Som feminist hører jeg per definition til den identitetspolitiske 'crowd'.

Men det evigt voksende krav om inklusion har også nået min grænse. Jeg ved ikke, hvornår den sidste dråbe fik bægeret til at flyde over. Om det var der, hvor jeg på instagram lærte at skrive 'trigger warning' som en form for undskyldning, før man deler den gode nyhed, at man er blevet gravid. Eller der, hvor en af mine følgere forlangte respekt og sympati for dyrearten fisk af mig.

Med andre ord bliver det sværere og sværere at skrive noget. For lige gyldigt hvad man mener, er det imod nogens følelser eller oplevelser. Konstant overvågning og krav om alles respekt for alle og alt berører også udenrigspolitik, som vi nu har lært med Jyllands-Posten’s tegninge-konflikt med Kina.

Jeg ved, at mange unge mennesker 'på min side af barrikaderne' støtter krav om undskyldningen. Den indstilling kaldes ofte for krænkelseskultur. Jeg mener, at det handler om den yngre generations identitetskrise.

Vi, der voksede op før mobiltelefoner, er vokset op uden at overveje, hvor mange identiteter, vi fik lov at have. Ved aftensmad fik jeg lov til at være fars gode pige, som kun smager på cognac, men ikke drikker. For senere samme aften at bælde en flaske vodka med vennerne og kaste op ud over dem.

Jeg kunne den ene dag have et miniskørt på og tungekysse med min gymnasiekæreste og dagen derpå møde op i en gulvlang kjole i den russiske kirke og spille hellig. Når jeg hang ud blandt mine muslimske venner, grinede vi en masse af 'dumme dansker jokes'. Men når jeg tog på besøg hos min russiske familie, holdt jeg lovtaler om, hvor retfærdigt det danske samfund er.

Jeg fik lov til at træde ind i livet på den sunde måde. Hvor det var en selvfølge, at man havde en skiftende identitet.

Men tænk, hvordan det er at vokse op uden denne mulighed. At være overvåget på alle tidspunkter. Selv hvis man ikke er en blogger, er der altid nogen, der kan filme dig. Nu får ens far lov til at se videoer af, hvordan man kaster op ud over vennerne. Og vennerne får lov til at grine ad, hvor idiotisk man så ud på mors instagram forleden.

Vi var heldige at kunne glemme vores one-night stands. Eller hvem fanden man kyssede med på klubben. Nu skal man konstant have styr på, hvorvidt han ikke også i smug tager billeder af ens nøgenhed for at dokumentere vores ene nat sammen og have det lagret på internettet for evigt for alles nysgerrige blikke. Alle vores samtaler, også de mest fortrolige, kan der tages screenshot af. I enhver situation. Selv når man har sex, og selv når man sidder på toilettet, skal man overveje, at alt man gør, er noget, som muligvis kommer til at blive set og hørt af alle i hele verden.

Det er et kæmpe pres at skulle være den samme hele tiden. Ingen af os er denne ene ting, instagram-verden vil have os til at være.

Men en generation vokser op med kravet om, til alle tider at tænke på alle andre i verden. Derfor skriger man også væsentlig højere om den ene identitet, man vælger at satse på. Og derfor stiller de yngre mennesker disse krav til os nu – tænk på alle og alt på en gang.

Vi fik også lov til at vælge en profession og danne vores karakter efter det valg, når vi blev ældre. Vi blev til forfattere, som kritiserer samfundet; præster, som gør det rigtige og satiretegnere, som kan lide sort humor. De unge i dag kan ikke engang satse på en bestemt profession, for det er usikkert, at nogen har brug for selv de mest nødvendige jobs om 30 år – læger, jurister, ingeniører, og ja, også de kreative jobs, som forfattere, præster og tegnere – alt dette kan sagtens blive overtaget af maskiner.

Det eneste job man ender med at skulle passe, er ikke at gøre nogen utilpas. En moralsk gåde, som den unge generation satser på at løse.

Vi, født før iPhone–æraen, var måske en af de få generationer i historien, som fik lov til at leve fri af religiøs skam. Vi var heldige at dukke op på Jorden, efter man har afskaffet den mytologiske gudfader, som til enhvert tidspunkt overvåger en. Som i Livets Bog skriver alle vores synder ned og vil få os til at betale det tidobbelte for.

Vi var heldige at opleve den frihed, som var før denne Gud kom tilbage i form af internet. Stærkere end nogen sinde. Han er alt andet end mytologisk. Alt hvad du gør, overvåger og kender han til. Og hans præster er stort set alle under 25 år gamle.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
35 kommentarer
Vis kommentarer