Hva' med morens og barnets behov?

Ekaterina Andersen 'væmmes', når kvinder kalde andre kvinder, som insisterer på at tage hele barslen selv, for 'magtbegærlige'. POLFOTO
Ekaterina Andersen 'væmmes', når kvinder kalde andre kvinder, som insisterer på at tage hele barslen selv, for 'magtbegærlige'. POLFOTO

Ekaterina Andersen, forfatter, teolog og instagrammer. Skriver om køn og samfund.

Debatten om øremærket barsel til mænd er stor i Danmark lige nu.

Det kan virke som om, at hovedsagelige modparter i den er arrogante mænd, der ikke gider passe egne børn, og arme kvinder, som på grund heraf, må leve i økonomisk ulighed.

For mig virker debatten dog mest interessant at finde sted mellem kvinder i rampelyset og kvinder udenfor dette.

Det er ærgerligt, at de fleste kvinder, som udtrykker sig i den offentlige debat om barsel, er politikere eller journalister. Det skaber et vildledende billede af, hvordan kvinder generelt føler.

Igen og igen nævnes, hvor fordelagtig en fuldstændig lige fordelt barsel vil være for kvindernes karrierer. Kvinder, som vil tage hele barsel selv samt gå på halvtid derefter, må tænke på den strukturelle ulighed, de dermed opretholder, lyder det.

Den slags argumenter giver mening, når det ytres af en ambitiøs politiker. I en politiker eller en journalists univers kan småbørn være en midlertidigt forstyrrende periode på ens ellers lyse, interessante og storslåede karrierevej.

Men de fleste kvinder har ikke karrierer. De har kedelige jobs, de må slæbe sig selv til hver dag. Det kan virke helt mærkeligt at skulle gå tilbage til ens sygeplejerskejob for at pleje fremmede mennesker, mens ens egen baby, som har brug for mor og mors bryster, må nøjes med at savne hende.

Jeg mangler forståelse for, at barnet i det tilfælde måske i større grad bliver centrum af ens univers, og at barsel samt efterkommende år er noget, man ser frem til at opleve fuldt ud.

Jeg væmmes, når jeg ser, de ovenfornævnte kvinder kalde kvinder, som insisterer på at tage hele barslen selv, for magtbegærlige. Så begærlige, de ikke vil lade deres mænd komme barnet nær. Typisk er de kvinder, som vil tage hele barslen selv, kvinder som fuldammer og i hele taget har kæmpe fokus på masser af samvær. Ikke kun den tid staten tillader, men så længe de ser behovet for det hos barnet.

Det er disse kvinder, som kan have de mest fantastiske partnere, men som alligevel må konstatere, at spædbørn til enhver tid foretrækker mor over far.

Men handler deres valg om at ofre et år eller flere af deres liv for at opfylde barnets behov så ikke om magt? Eller er det snarere selve beskylderen, som ikke kan se, at alt i verden ikke kun handler om magt? At barnets tilknytnings- og ernæringsmæssige behov kan være vigtigere end ens eget behov for indflydelse?

Måske handler det hele om, hvordan man forstår feminismen.

Står man for Simone De Beauvoirs version af ligestilling og hendes berømte postulat om, at kvinder må forbydes at blive hjemme med børnene. Eller står man for den ligestilling, hvor kvinder må mærke efter både egne og børnenes behov? 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
128 kommentarer
Vis kommentarer